Når man kører i marken både i forbindelse med forårsarbejdet og til høst, sker der påkørsler af vildt i marken.

Det er noget, de fleste gerne vil undgå, og derfor har der været sat flere projekter i søen for at finde frem til en metode, der kan skræmme vildtet væk fra marken og dermed undgå påkørsler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et sådant projekt stod Julian Henriksen for, i forbindelse med sit speciale ved Syddansk Universitet.

Problemet findes hovedsagligt ved høstning af græsmarker. Græsmarker er dokumenteret til at være det mest sårbare område for markvildt. Projektets tese var, at urin fra rovdyr, i dette tilfælde ræven, vil kunne skræmme eksempelvis rådyr og harer væk fra marken før landmanden bearbejder marken. På den måde var oplægget, at finde ud af, hvilken effekt det kunne have.

- Det primære i projektet var at finde frem til, om man kunne anvende ræveurin som et middel til at skræmme vildtet væk fra markerne, siger Julian Henriksen om projektet.

Som sagt, så gjort. Med hjælp fra villige landmænd, gik Julian i gang med at opmåle markerne og studere de forhold, der var i og omkring dem. I alt seks markejere valgte at deltage. De blev alle besøgt i maj for at informere dem om projektet, mens markerne og deres omkringliggende vegetation med potentiel dyreaktivitet blev registreret. Af de seks markejere, som medvirkede i projektet, er to af dem bosiddende i Sønderjylland, mens de resterende fire bor på Fyn. Det samlede antal marker, som blev undersøgt, var 19, hvoraf otte ligger i Sønderjylland og 11 på Fyn. Af disse 19 blev seks af dem undersøgt både under 1. og 2. slæt. Sammen med frivillige gennemgik Julian Henriksen 240 hektar marker, hvoraf 50 hektar var testmarker.

Duftpinde med urin

På markerne blev der opstillet en række duftpinde indeholdende amerikansk importeret ræveurin, som skulle dække markerne og afskrække råvildt og harer fra at opholde sig på markerne. Disse blev opstillet på markerne et par dage før landmanden skulle arbejde, og tanken var, at urinen ville afsætte duftstoffer nok til at hindre dyrene i at opholde sig på marken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Resultaterne viste en klar tendens, som peger på, at urinen havde en effekt på, hvordan råerne færdedes på markerne. Desværre gjorde omfanget af forsøget, at man ikke kan siges noget med statistisk signifikans. Men som sagt, så viste tallene at løsningsmodellen har potentiale, som et middel for at forhindre påkørsler af rålam, siger Julian Henriksen.

Forsøget strakte sig fra maj til juli måned, hvor effekten efter høsten blev målt. Forsøget står umiddelbart ikke til at blive gentaget i denne sæson.