Brørup Traktor- & Maskincenter slår et slag for at give græsmarkerne en rusketur i foråret, så de hurtigere bliver grønne, og så vinterens muldvarpeskud bliver jævnet ud. Virksomheden har nemlig udvidet sortimentet med to typer græsmarksharver fra Mandam fra Polen, sat import af APV-spredere fra Østrig.

Let eller svær model

De to typer græsmarksharver bygger begge på en kraftig ramme med kædeled, der forbinder en række trearmede enheder med kraftige pigge. Men den kraftige Hybro-model har derudover en efterharve med fjedrende tænder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Single-modellen findes i arbejdsbredder på fem, seks og otte meter og kan leveres med hydraulisk opklap som ekstraudstyr. Det er standard på Hybro, som også findes i arbejdsbredder op til otte meter.

Derudover er der stor forskel på, hvor kraftig redskaberne er opbygget, hvilket også afspejler sig i prisen.

- Single-modellen er fin til kunder, der har nogle græsfolde, som skal friskes op og jævnes ud, mens Hybro er beregnet til de professionelle mælkeproducenter. Der er tre rækker ekstra fjedertænder på Hybro og et hurtigt hydraulisk opklap, og så er den langt kraftigere end Single. Når man ser dem ved siden af hinanden, er det nemt at se, hvorfor den ene koster noget mere end den anden, så kunderne er velkomne her på pladsen for at se det selv.

APV-spredere

I forlængelse af salgsarbejdet med græsmarksharverne og andre redskaber har kunderne efterspurgt elektriske enheder til udsåning af supplerende græsfrø og eksempelvis tilførsel af gødning, og derfor er Brørup Traktor- & Maskincenter begyndt at starte importen op af APV fra Østrig.

Maskinforretningen fortæller, at APV-programmet indeholder blandt andet elektriske centrifugalspredere med beholdere fra 40 til 200 liter og arbejdsbredder helt op til 30 meter, alt afhængig af, hvad der udspredes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der findes også præcisionsspredere med elektriske blæsere, beholdere helt op til 800 liter og op til otte udløbsslanger, der yderligere kan opdeles ved hjælp af Y-rør. Hjul- og liftsensorer og fjernbetjeninger fra traktorens kabine er også på programmet.