Har du en plan for din og bedriftens fremtid? Det er ikke bare de næste par år, jeg tænker på, men også den dag, hvor det er tid til at afhænde bedriften. Det kan være rigtigt fornuftigt at have overvejet og forberedt sig på den dag, hvor stafetten skal gives videre.
Det kan være svært for mange at tænke på, at man en dag måske ikke længere kan klare det samme arbejde, som man har kunnet hidtil. Og derfor er der nogle, som undlader at gøre så meget ved det. Men det er ikke først den dag, at alderen trykker, eller helbredet svigter, at man skal til at tage stilling til bedriftens fremtid.
Måske er man så heldig, at man kan lade næste generation i familien tage over. Selvom det er besluttet hvem, der skal føre bedriften videre, kræver det også mange tanker og forberedelse - det er ikke bare en beslutning, man kan tage natten over, og så går det hele af sig selv.
For mange landmænd er deres bedrift et livsværk, de nødigt ser gå tabt. Til denne udgave af Bovi har jeg været ude at besøge et par landmænd, som netop har gjort sig grundige overvejelser om både deres egen og bedriftens fremtid. Det har været virkelig inspirerende at høre, hvordan de - udover selvfølgelig at tænke på dem selv og deres familier - også gerne vil se bedriften fortsætte og sætter en ære i at kunne hjælpe en ung landmand i gang med livet som selvstændig.
Selvom man har truffet en beslutning om, at der skal lægges en plan, kan det dog være svært at finde den helt rette løsning - for hvem ved, hvad den er? Nogle gange er man nødt til at satse, men med et grundigt forarbejde kan det formentlig aldrig være en helt skidt beslutning, man har truffet.
Jeg håber, at I kan finde inspiration i artiklerne, og med disse ord vil jeg sige tak for denne gang. Dette er nemlig mit sidste blad, inden jeg igen smutter på barsel. Min barselsvikar er Klaus Eriksen, som jeg håber, at I tager rigtig godt imod.