Den østrigske producent af blandt andet græsudstyr kan i sæson 2017 præsentere vedligeholdelsesfrie valsecrimpere til producentens triple skårlæggere, Novacat Alpha Motion. Pöttinger kalder valsecrimperne for RCB og leverer dem til alle skårlæggere i Novacat-serien inklusiv frontskårlæggerne Novacat 262, 302 og 352.
RCB-valserne består af to spiralformede gummivalsere, som er vulkaniseret på røret, som består af en inderdiameter på 140 millimeter og en godstykkelse på 5,6 millimeter. Yderdiameteren er 200 millimeter. Pöttinger fortæller, at RCB-valserne er hårdere end normalt gummi, og derfor mere modstandsdygtig overfor slid.
Indtil nu blev den nederste valse trukket af remme, mens den øverste blev trukket af kæder. Det er nu lavet om til to tandremme, hvilket betyder, at systemet ikke skal smøres med olie. Spændingen på remmene kan klares uden sidepladerne skal åbnes og smøringen af lejerne sker fra smørenipler, som er centralt placeret.
Den øverste valse kan højdejusteres alt efter afgrødemængde, hvilket helt konkret betyder, at afstanden mellem de to valser kan øges med yderligere 25 millimeter.