Både under opbevaring og brug er der en risiko for, at et utilsigtet udslip af planteværn eller gødning kan forårsage en ødelæggende og kostbar forurening. Derfor stilles der fra myndighederne krav til både opbevaring og brug. Krav som også forsikringsselskaberne forlanger opfyldt. Overholdes kravene ikke og der sker en skade, kan det medføre en reduktion eller bortfald af erstatningen fra forsikringsselskabet som følge af "grov uagtsomhed".
Forurening sker for eksempel ved brand- eller stormskade på de bygninger, hvor der opbevares planteværn og gødning. Det er en risiko, der indgår i vurderingen, når forsikringsselskabet fastsætter præmien og derfor skal de have oplyst i hvilke bygninger midlerne opbevares og i hvor store mængde. Købes der ekstra store lagre hjem af planteværn og gødning, er det en god ide at underrette sit forsikringsselskab for at høre, om det har betydning for forsikringen. Det er vigtigt fordi forkerte eller mangelfulde oplysninger kan medføre reduktion af erstatningen ved en skade.