Varmen fra solens stråler er ved at få overtaget i det belgiske forårsvejr, og mange rapsmarker lyser allerede op i gult. Men selv om forårsvejret er lidt længere fremme omkring 1.000 kilometer sydvest for Danmark, så er de også her bagud med at få sået.
Wauter Saelens driver som sjette generation gården Hoeveslagerij Ten Halve i Herent, der ligger øst for Bruxelles. Han har 220 belgisk blåhvidt kvæg, men dyrker også 140 hektar fordelt på cirka 130 marker. Størstedelen med græs, kartofler, hvede og majs. Men de seneste tre år har han også forsøgt sig med quinoa.