Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Regn gav lokale småkatastrofer på Djursland - Men ingen varige skader
80 millimeter regn på få timer er ikke sådan at spøge med, slet ikke hvis man har jord af den mere sandede type i kombination med bakket landskab. Sådan er situationen på Djursland, hvor de store vandmængder ramte den 3. oktober.
- De fleste marker har fået små skyllerender, og i lavningerne har nysået vintersæd fået tilført 3, 4, 5 op til 10 centimeter mudder. Så er der enkelte steder, hvor skyllerenderne er blevet store - min kollega har set en halvanden meter dyb skyllerende, og der skal man ud med rendegraver, fortæller Kristian Brøsted Pedersen, der er planteavlskonsulent ved Djursland Landboforening.
Han fortæller desuden om en nabo, der har fået 30 centimeter mudder i maskinhuset. Men ingen steder har han hørt om alvorlig påvirkning af markdriften.
- Det er mange lokale småkatastrofer. Der er også steder, hvor der har stået vand, så kornet er druknet. Så folk tripper for at komme ud og få sået i, ellers skal der sås huller til i foråret. Der er også marker med nysået korn, der er klasket sammen, som nu sås om, siger han og fortsætter:
- Der er mange skader i begrænset omfang, og så har enkelte fået nogle alvorligere skader. Der er også folk med jord i lavbundsområder, hvor åen er gået over sine bredder, hvor man ikke kan køre i lang tid.
Det er dog ikke mere end de lokale katastrofer, og selv om et bælte over Djursland fik 80 millimeter regn under det kraftige regnskyl, er der ingen længerevarende skade sket.
- Hver gang der løber jord væk, mister marken dyrkningsværdi. Det er ikke noget man lige mærker på et år, men sker det 10-20 gange, så er en masse godt rendt over til naboen, siger Kristian Brøsted Pedersen.