Lyt til artiklen:

Overraskende gode økologiske sukkerroer på Lolland

00:00
Hastighed: ???x
03:00

Mandag den 25. september åbnede Døllefjelde Maskinstation roekampagnen med optagning af økologiske roer for en nabo, fortæller Christian Wriedt, der kalder sig selv højre hånd på stationen til Maskinbladet.

- Det var nogle pæne roer og en nærmest klinisk ren mark. Den var meget ren for en økologisk mark, fortæller Christian Wriedt, som under snakken med Maskinbladet bliver overrasket, da han får udbytterne fra en kollega.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi snakkede om 55 ton pr. hektar, da de lå i kulen. Jeg er lidt overrasket over, at der var 70 og omkring 11 ton sukker. Men det var også pænt store roer, siger han.

Selve optagningen gik også godt til trods for, at jorden fik maskinstationens folk til at frygte for optagningen.

- Jorden har været så hård, så vi var bange for ikke at kunne komme ordentligt i, så det var perfekt med regn i weekenden. Så nu håber vi, at der kommer en lille tår vand, når vi skal i konventionelle roer i weekenden.

rich-media-2
Den nye Vervaet-optager gjorde god figur. Foto: Døllefjelde Maskinstation.

Rene økologiske marker

Samlet skal maskinstationen kun tage omkring 30 hektar økologiske roer op, inden det går løs med de konventionelle. I skrivende stund kører den spritnye Vervaet Evo Beet Eater 625 på en mark på Vestlolland, og her ser det også lovende ud.

- Det er en robot, der passer marken der, og det er også pæne roer, forklarer Christian Wriedt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I den anden ende af skalaen ser han mange beskidte konventionelle marker - også flere end normalt. En situation han tilskriver tørken.

- Kemikalierne har ikke rigtig virket på samme måde. Roerne var for længe om at lukke af i rækkerne, så ukrudtet fik en kæmpe fordel. Derfor tror jeg ikke, at folk har så høje forventninger til de forskellige marker, siger han og giver et bud på, hvorfor de økologiske marker står pænt.

- Økologerne har hyppigere været i marken end de konventionelle. Mange konventionelle har måske sprøjtet et par gange, og så har det været fint, men ikke lige i år.

rich-media-4
30 hektar økologiske roer skal tages op, inden turen går til de konventionelle. Foto: Døllefjelde Maskinstation.

Ny Vervaet

Starten på kampagnen markerer også de første hektar for Døllefjelde Maskinstations nye Vervaet Evo Beet Eater 625. En opstart, der har været en succes.

- Vervaet skulle have været med oppe og starte den op, men de kunne først i går (tirsdag, red.), hvor de kom med de sidste fifs og småjusteringer. Det er nummer to, vi har fra ny fra dem, så vi kendte systemet i forvejen, fortæller Christian Wriedt og tilføjer:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er de eneste i Danmark, der kører med dem. Men vi har gjort os nogle erfaringer og er meget selvkørende, selv om vi ikke lige har en forhandler i nærheden.

I næste weekend går de røde optagere løs på en mark ved Gedser, hvor konventionelle roer skal op og se dagslys.

rich-media-6
To optagere fra Vervaet er i maskinhuset på Lolland. Foto: Døllefjelde Maskinstation.