Lyt til artiklen:

Nu starter Arlas klimatillæg - Landmænd har indført flere tiltag end forventet

00:00
Hastighed: ???x
05:53

Arla udbetaler nu for første gang et månedligt tillæg til landmændenes mælkepris, der belønner klimahandling og arbejdet med bæredygtighed på gårdene ved hjælp af et datadrevet og videnskabsbaseret pointsystem, det skriver mejerigiganten i en pressemeddelelse.

Landmændene har indført flere klimatiltag end forventet, og baseret på det nuværende niveau står Arla til at skulle af med 16,4 milliarder kroner frem til udgangen af 2030. Arla har dog øremærket et større beløb end det, da mejeriet forventer at andelshaverne kan hæve barren endnu mere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tillægsmodellen blev præsenteret sidste år, og den belønner klima- og miljøforbedrende initiativer.

Med andre ord får de landmænd, der gør mest for klima og miljø, den højeste pris for deres mælk. Samtidig er forbrugerne sikret, at en del af den pris, de betaler for Arlas produkter, er med til at belønne og motivere en hurtigere omstilling til mere bæredygtig mælkeproduktion.

3,7 milliarder om året

Arla har på årsbasis øremærket op til 3,7 milliarder kroner til at belønne og motivere landmænd, hvoraf 2.2 milliarder kroner allerede nu nu er aktiveret.

Tillæggets størrelse afhænger af de enkelte landmænds indsats målt i point. Baseret på den nuværende pointscore vil Arla som tidliger nævnt indtil udgangen af 2030 betale mindst 16,4 milliarder kroner for bæredygtighedsaktiviteter på gården. Beløbet forventes at stige i takt med, at landmændene, motiveret af tillægget, foretager yderligere klimaforbedringer.

- Jeg har glædet mig. Tillægget er et stort skridt i retning af, at økonomi og klima hænger sammen for landmændene. Arlas unikke pointsystem gør det muligt for os at belønne vores ejere, så de får et bidrag til deres store investeringer i bæredygtighed. Samtidig styrker vi landmændenes motivation til at implementere de initiativer, der er nødvendige for, at Arlas landmænd kan nå sine ambitiøse klimamål for 2030, siger Peder Tuborgh, administrerende direktør i Arla.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Landmændene overgår forventningerne

Alene i 2022 reducerede Arlas landmænd på tværs af syv lande deres CO2e-udledning fra mælken med mere end to procent. Det viser data fra Arlas klimatjek ude på gårdene. Det er blandt andet sket, fordi landmændene har produceret og brugt foder mere effektivt, brugt mindre gødning, mindre forbrug af energi, mere forbrug af grøn strøm med mere.

Da Arla lancerede tillægsmodellen, forventede mejeriselskabet, at landmændene ville opnå gennemsnitligt 39 point ud af 80 mulige i det nye pointsystem. Den første opgørelse viser, at den gennemsnitlige landmand har opnået 48 point baseret på de tiltag, der er registreret ved udgangen af juni 2023.

De 48 point betyder, at Arla til sine andelshavere på tværs af syv lande i gennemsnit udbetaler 1,44 eurocent per kilo mælk gennem bæredygtighedstillægget. Hertil lægges yderligere 1 eurocent per kilo mælk for det årlige klimatjek, som er et krav for at kunne få del i tillægget. Samlet set svarer de to beløb for en gennemsnitlig dansk mælkeproducent til omkring 400.000 kroner om året.

- Vores ejere arbejder målrettet med at reducere udledningerne på gårdniveau. Der er stor opbakning i vores andelsselskab til at vise vores kunder og omverden, at vi Arla landmænd kan producere mælk med stadig mindre belastning af klima og natur. Det er en stor opgave for den enkelte landmand, men rigtig mange er godt på vej, og i fællesskab kan vi motivere hinanden, blandt andet med en økonomisk håndsrækning i form af vores nye tillæg. Jeg er spændt på at se niveauet fremadrettet, for med det store engagement kan vi rykke os rigtig langt på kort tid, siger Jan Toft Nørgaard, som er formand for Arla Foods bestyrelse.

Det månedlige tillæg opdateres fremadrettet kvartalsvis, og det samlede årlige beløb afhænger af, om landmændene holder niveauet af bæredygtighedsinitiativer på gårdene samt den totale mælkemængde i Arla.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Data og videnskabelig tilgang

Tillægsmodellen er udarbejdet i tæt samarbejde med Arlas landmandsbestyrelse og med bred involvering af Arlas 8.500 andelshavere. Med afsæt i de tiltag, som kan gøre den største forskel, er der udviklet et system med 19 pointgivende indsatsområder såsom foder, gødning, proteineffektivitet, vedvarende energi og arealanvendelse.

Pointsystemet bruges til at belønne Arla-landmændenes arbejde med bæredygtighed, og i første omgang er 80 point tilgængelige.

Belønningsmodellen bygger blandt andet på data opnået fra klimatjek siden 2019 og afspejler Arlas videnskabsbaserede plan for at nå sine reduktionsmål, som opfylder Science Based Targets Initiatives (SBTi) kriterier for ambitiøse værdikædemål. Ifølge Peder Tuborgh er dette af afgørende betydning:

- Det er en helt grundlæggende præmis for vores tillægsmodel, at den er datadrevet og baseret på videnskab. Vi ønsker at motivere aktiviteter, der gør en reel forskel for klima og miljø. Det har både vores ejere og omverdenen krav på, siger Peder Tuborgh.

Arla har et overordnet mål om at reducere CO2e-udledningen med 30 procent i 2030 og hurtigere i nogle lande. Arla stræber efter at være klimaneutral i 2050.

LDM siger nej tak til klimaafregning

Se også:

LDM siger nej tak til klimaafregning