Lyt til artiklen:

Sikker håndtering af gylle er livsvigtig

00:00
Hastighed: ???x
02:47

Mellem 2012 og 2017 mistede hele otte personer livet som følge af forgiftning af svovlbrinte. Og siden har der været flere ulykker, hvor nogle enten mistede førligheden eller livet. Og derfor har Teknik og Byggeri, som blandt andet ejes af Sagro, valgt at sætte fokus på landbrugets usynlige dræber. Det skriver Sagro

Når man rører, skovler eller pumper gylle, kan gassen svovlbrinte frigives. Mange kender nok bedre gassen som gyllegas. Der ligger typisk et flydelag oven på gyllen, og bryder man det, så kommer gassen ud i luften.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gassen er gennemsigtig, og lugter som klokak i små mængder. Men i større mængder lammer den lugtesansen, og fremstår lugtfri.

- Men hvis man indarbejder gode, sikre rutiner og har sikkerhedsudstyret i orden, kan man undgå de værste ulykker, siger Kurt Skaarup Mortensen, der er energi og teknikrådgiver hos Byggeri og Teknik.

Gassen kan lamme åndedrættet, og er koncentrationen høj nok, falder man om på stedet.

- I ringkanal-systemer - og især i kvægstalde - er det derfor vigtigt, at man omrører gyllen hver dag, idet den svovlbrinte, der udvikles i gyllekanalen, vil ophobes i stillestående gylle og frigives, når gyllen omrøres, siger Kurt Skaarup Mortensen.

Detektor som del af uniformen

Et godt sted at starte på sin bedrift er, at have styr på sikkerhedsudstyret. Derfor anbefaler Kurt Skaarup Mortensen, at man har en svovlbrinte-detektor på sig som en fast del af uniformen. Også i kvægbesætninger, idet gassen også kan dannes i dybstrøelse, hvor der kan opstå helt op til 52 ppm i luften ved almindelig udmugning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det kan give en ret voldsom øjenirritation, og så skal man forlade stalden straks. Bliver man der længere, kan man risikere at miste bevidstheden.

- Detektoren kan også bruges til at finde fejl i gylleudslusningssystemet. Når man har afværget første ulykke, skal man finde ud af, hvorfor det skete, så det ikke sker igen, siger rådgiveren.

Et andet råd er altid at have en nødmaske i stalden, som kan bruges hvis man akut må ind og redde en person. Masken er plomberet og til engangsbrug i højst 15 minutter.

- Tænk altid på det, som var du i et fly. Der ved folk godt, at de skal tage masken på først, inden de hjælper andre. I stalden er det ikke anderledes, siger Kurt Skaarup Mortensen, som også minder om, at man altid skal udsluse sin gylle i rigtig rækkefølge: Fra den prop længst væk fra fortanken, og så fremad.

For flere fakta og tips om gyllehåndtering og gyllegas, kan du besøge Sagros hjemmeside.