Lyt til artiklen:

Præcisionslandbrug skal udbredes til flere

00:00
Hastighed: ???x
02:28

For at udbrede brugen af præcisionslandbrug har Landbrugsstyrelsen igangsat et projekt sammen med Seges Innovation og Aarhus Universitet. Formålet er at undersøge kvælstofeffekten ved brug af præcisionslandbrug til majshelsæd, skriver Landbrugsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Med et nyt toårigt projekt vil Landbrugsstyrelsen belyse miljøeffekten ved brug af præcisionslandbrug til majshelsæd.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har indgået en aftale med Seges og Aarhus Universitet, som vil stå for undersøgelses- og udviklingsarbejdet. Siden 2021 har landbrugere kunne anvende præcisionslandbrug som alternativ til efterafgrøder. Det har imidlertid kun været muligt at få medregnet en kvælstofeffekt ved brug i raps og korn, da det er for disse afgrøder, der er dokumenteret en effekt. Det gør, at præcisionslandbrug primært er relevant for planteavlere og svinebedrifter og kun i ringe grad for kvægbedrifter, skriver Landbrugsstyrelsen.

Stort potentiale

Landbrugsstyrelsen har oplevet en stor interesse for at bruge præcisionslandbrug som alternativ til efterafgrøder. I 2021 var der cirka 100 landbrugere, der benyttede alternativet, mens det tal i 2022 er vokset til over 650 landbrugere.

Med det nye projekt, vil vi bane vejen for, at endnu flere landbrugere får kendskab til de muligheder, som præcisionslandbruget kan give dem, skriver styrelsen.

Seges er valgt til at stå for hovedparten af arbejdet i projektet. Der skal blandt andet udvikles nye metoder til positionsbestemt tildeling af kvælstof, hvor det undersøges om biomassebilleder, mineraliseringskort eller proteinmålinger skal danne grundlag for omfordeling af kvælstof til majshelsæd.

Analyserne skal danne grundlag for udviklingen af nye gødningskoncepter for både positionsbestemt tildeling af kvælstof samt forbedret behovsfastsættelse på markniveau. Herudover vil Aarhus Universitet stå for beregningerne af de miljømæssige konsekvenser af forbedret gødningsanvendelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fakta om præcisionslandbrug

I 2022 har 657 landbrugere valgt at benytte præcisionslandbrug som alternativ til efterafgrøder.

Der udføres præcisionslandbrug på næsten 110.000 hektar.

Ved præcisionslandbrug skal landbrugere udføre følgende tre tiltag:

  • Fastsættelse af kvælstofbehovet for hver mark
  • Udførelse af positionsbestemt gradueret gødningstildeling med udstyr, der har sektionsstyring og kantspredningsudstyr
  • Bestemmelse af indholdet af kvælstof i husdyrgødning og anden organisk gødning

Læs mere om præcisionslandbrug her.