Lyt til artiklen:

Global undersøgelse bekræfter viden om bælgplanter

00:00
Hastighed: ???x
02:37

Dyrkning af bælgplanter kan ifølge et nyt studie være med til at øge bæredygtigheden og udbyttet især i økologiske dyrkningssystemer eller monokulturer, samtidig med at de reducerer miljøpåvirkningen og behovet for gødning og pesticider.

Det skriver Aarhus Universitet i forbindelse med omtale af en stor, global undersøgelse af flere end 11.000 udbytteobservationer fra hele verden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en gængs opfattelse at der er mange fordele i sædskiftet ved brug af bælgplanter, men det er egentlig aldrig er blevet undersøgt systematisk i en global sammenhæng. Så det har vi gjort. Vi har analyseret data fra hele verden, i alt 11.768 udbytteobservationer fra i alt 462 markforsøg for at sammenligne dyrkningssystemer med og uden bælgplanter, siger professor og institutleder Jørgen E. Olesen fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet.

Analysen viser ifølge Jørgen E. Olesen, at når man inkluderer bælgplanter i sit dyrkningssystem, så kan udbyttet fra hovedafgrøden øges med op til 20 procent. Men ifølge Jørgen E. Olesen hænger det ikke sådan sammen, at bare fordi man for eksempel dyrker bælgplanter før en kornafgrøde så får man automatisk en stigning i kornudbyttet på 20 procent.

- Der er altså flere faktorer, der spiller ind her. Det handler blandt andet om, hvor meget man gøder, og hvor forskelligartet dyrkningssystemet i forvejen er. Og så er der naturligvis andre faktorer, som jordens frugtbarhed, nedbør, temperatur og så videre. Men vores data viser med al tydelighed, at jo mere du gøder desto mindre effekt vil bælgplanterne have på udbyttet, forklarer han.

Med andre ord får man mest ud af bælgplanterne i systemer, hvor der slet ikke gødes eller kun gødes ganske lidt.

Introduktionen af bælgplanter i dyrkningssystemer kan med andre ord være en strategi for bæredygtige landbrug. Derfor bekymrer det også forskerne, at man de senere år har oplevet en fald i dyrkningen af bælgplanter globalt, et dyk, der skyldes lave og ustabile udbytter i bælgfrugter. Men forskerne mener, at opbygningen af afgrødesystemer baseret på bælgplanter med stor sandsynlighed vil forbedre den lokale og globale afgrødeproduktion og samtidig minimere de negative miljøpåvirkninger.

- Vores analyse viser, at bælgplanter i sædskiftet kan være med til at øge den globale produktion, især hvis bælgplanterne bliver en større del af økologiske og andre dyrkningssystemer med et lavt gødsknings- eller diversitetsniveau, siger Jørgen E. Olesen.