Lyt til artiklen:

Hver fjerde ansat i dansk svineproduktion i 2020 var fra Ukraine

00:00
Hastighed: ???x
02:42

Fødevareområdet i Danmark beskæftigede 17.300 udlændinge, hvilket svarer til 33 procent af alle ansatte, i 2020. Svinebranchen har med 51 procent af de ansatte relativt flest udlændinge beskæftiget, hvoraf den største gruppe er fra Ukraine. Det viser en ny analyse af Danmarks Statistik.

- Halvdelen af alle ansatte i svineproduktionen er fra udlandet. Ukrainske statsborgere er med 26 procent den største gruppe efterfulgt af rumænske statsborgere med 17 procent Også kvægbrug og gartneri har med henholdsvis 45 og 48 procent en høj andel med udenlandsk statsborgerskab blandt de ansatte, siger Henrik Bolding Pedersen, chefkonsulent i Danmarks Statistik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Inden for kvægavl udgør ukrainere også den største gruppe. I gartnerierne er der en mere lige fordeling af litauere, polakker og rumænere.

På slagterierne og ved fiskeforarbejdning er Polen den hyppigste udenlandske nationalitet. Inden for disse brancher er det også ca. hver tredje, der har udenlandsk statsborgerskab. På mejerierne er det kun 8 procent.

- Der er generelt en tendens til, at den udenlandske arbejdskraft inden for flere af branchegrupperne er koncentreret på få lande. Det kan fx skyldes, at der tages hensyn til sprog mv. på den enkelte arbejdsplads samt en tradition for formidling af praktikanter til danske landbrug fra ét land, eksempelvis Ukraine, siger Henrik Bolding Pedersen.

Flere udlændinge over tid

Zoomer man ud og ser på fødevareområdet over tid, så er antallet af ansatte med et udenlandsk pas steget fra hver femte i 2008 til hver tredje i 2020.

- Ukraine er det land, der kommer flest udenlandske ansatte fra i den danske fødevaresektor. Ukrainere udgør 1 ud af 11 ansatte. I alt var der 4.700 ukrainske ansatte i 2020, mens der var 2.600 i 2008, siger Henrik Bolding Pedersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den største stigning ses dog blandt rumænere, hvor 3.700 var beskæftiget på fødevareområdet i 2020 mod 650 i 2008.

- Det svarer til en stigning fra 1 procent til 7 procent af det samlede antal ansatte. Stigningen siden 2008 kan blandt andet skyldes, at Rumænien blev en del af EU i 2007, siger Henrik Bolding Pedersen.