Lyt til artiklen:

COP15 skydes officielt i gang

00:00
Hastighed: ???x
02:31

Abonnementsartikel

Den 11.-15. oktober deltager miljøminister Lea Wermelin, når FN indleder de vigtige politiske forhandlinger om, hvordan den globale naturkrise bremses.

Efter et års corona-forsinkelse kickstartes de politiske forhandlinger nu om, hvordan tilbagegangen i biodiversitet på verdensplan kan forhindres.

Det sker til den officielle åbning af Biodiversitetskonventionens COP15 d. 11.-15. oktober, hvor miljøminister Lea Wermelin deltager i ministermøder d. 12-13. oktober på vegne af Danmark. Det skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

- Rapport efter rapport har slået fast, at vi befinder os i en global naturkrise, hvor op mod en million arter er i fare for helt at forsvinde, og mange af dem inden for de næste årtier. Derfor er mit mål for COP15 helt klart: Vi skal gå derfra med en 'Naturens Parisaftale', hvor verdens lande går sammen om at beskytte den globale natur, siger miljøminister Lea Wermelin.

Mål om 30 procent beskyttede områder

FN's seneste biodiversitetsrapport fra 2019 viser, at dyre- plante- og svampearter er i voldsom tilbagegang, og at udviklingen sker med en uset hastighed. På landjorden forsvinder der vigtige levesteder for mange arter, når naturområder inddrages til landbrug og plantager, og naturen er også truet af skovhugst, forurening og klimaforandringer. Samtidig er verdenshavene presset af blandt andet plastikforurening, bundslæbende fiskeri, råstofindvinding og havbrug.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Miljøministeren vil derfor under COP15 have særligt fokus på at øge niveaet af naturbeskyttelse, både til lands og til vands.

- Vi vil fra dansk side kæmpe for 30 procent beskyttede områder af det globale landareal og af verdenshavene. Ambitionsniveauet skal simpelthen op. Det er nu, vi skal vise, at når vi kan stå sammen om at bremse en pandemi, så kan vi også stå sammen om at bremse en global naturkrise, siger miljøminister Lea Wermelin.

Også på EU-niveau arbejder Danmark aktivt for et globalt mål om 30 procents beskyttelse på land og i havet og er en del af flere internationale koalitioner, som støtter dette mål. Det gælder f.eks. Nature-Based Solutions Coalition, Global Ocean Alliance, Blue Leaders, og High Ambition Coalition for Nature and People.

Ud over øget naturbeskyttelse forventes naturgenopretning, bæredygtig udvikling og implementering at blive nogle af de store temaer under COP15, der strækker sig frem til foråret 2022, hvor FN mødes til forhandlinger i Kunming i Kina.