Dansk produktion af bæredygtigt græsprotein rykker nu endnu et skridt tættere på virkeligheden, skriver Seges i en pressemeddelelse.

- Grøn bioraffinering har potentiale til at blive fremtidens guldæg for dansk landbrug og for samfundet. Udover at kunne levere et dansk-dyrket, bæredygtigt protein-foder til dyr, så rummer teknologien også markante gevinster for klimaet og miljøet, siger Lars Villadsgaard Toft, som er bioøkonomichef i landbrugets videns- og innovationshus Seges.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forskere vurderer, at græsmarker under særlige forhold ikke alene rummer en miljøgevinst, men også kan bringe klimaaftrykket i den rigtige retning.

Den viden og erfaring, der eksisterer på området i dag, stammer primært fra mindre forsøgsmiljøer, så det nye er, at der nu - både i Seges projektet og i flere andre projekter - etableres fuld-skala produktion og forarbejdning.

- Der er utroligt mange fordele ved at dyrke græs til proteinfoder. Derfor satser vi hårdt på at gøre græsprotein til en produktionsmulighed for de danske landmænd, siger Lars Villadsgaard Toft.

Seges står selv bag et af de helt store projekter, der skal finde løsninger på en række udfordringer i processen. Et konsortium ledet af Seges har således netop modtaget 11,3 millioner kroner fra Miljø- og Fødevareministeriets grønne udviklings- og demonstrations-program (GUDP) til projektet Græs-prof. Her investerer en række virksomheder indenfor landbruget yderligere 7,5 millioner kroner i at gøre drømmen til virkelighed på danske gårde.

Der skal endnu mere til

Flere projekter er i støbeskeen rundt om i landet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er virkelig godt nyt, lyder det fra formanden for partnerskabet Dansk Protein Innovation, Thor Gunnar Kofoed, der også er viceformand i Landbrug & Fødevarer.

Dansk Protein Innovation har netop som formål at accelerere den danske produktion af bæredygtig protein. Målet er en koordineret indsats, der kan fokusere viden og forskningsmidler derhen, hvor det giver mest værdi for branchen, skriver Seges i pressemeddelelsen.

- Vi oplever stor interesse for potentialet i græsprotein fra både landmænd og landbrugets virksomheder, men også fra politisk side, hvor opbakningen er stor. Vi ønsker alle, at vi lykkes med at gøre det praktisk muligt at forarbejde græs til en næringsrig proteiningrediens, og det kan ikke gå hurtigt nok. Der er så meget potentiale i dette, og selvom der det seneste år er kommet mere fokus på området, så er de midler, der indtil nu er bevilget, et absolut minimum for at gøre græsprotein til en succes. Der skal endnu mere til, siger Thor Gunnar Kofoed.

- Knækker vi koden i Danmark, så er det noget, der vil være et marked for over hele verden. Det er nemlig ikke kun dansk landbrug, men også landbruget i resten af verden, der leder efter løsninger og metoder, der er bæredygtige og betyder mindre miljø- og klimabelastning, siger Thor Gunnar Kofoed.