Tal fra Danmarks Statistik viser, at driftsresultatet for de danske konventionelle landbrug i gennemsnit steg fra 284.000 kroner til 325.000 kroner i 2017. Ifølge Danmarks Statistik skyldtes udviklingen, at bruttoudnyttet steg mere end driftsomkostningerne, mens stigningen i finansieringsomkostningerne blev udlignet af stigende driftstilskud.

For første gang i fire år har driftsresultatet derfor kunnet dække den beregnede ejeraflønning, og driftsresultatet efter ejeraflønning var positivt med 46.000 kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Af heltidsbedrifternes bruttoudbytte i 2017 havde de konventionelle landbrug en andel på 87 procent, mens økologiske heltidslandbrug og gartnerier stod for henholdsvis 5 procent og 7 procent af det samlede bruttoudbytte.

Færre men større

Statistikken viser også, at antallet af jordbrugsbedrifter indenfor denne statistiks undersøgelsesområde lå på 27.837 i 2017. Af disse var 1406 fuldt omlagte økologiske landbrug, og 983 var gartnerier. Den største ændring findes indenfor det konventionelle landbrug, hvor antallet af bedrifter faldt med 1337 i 2017 sammenlignet med 2016. Strukturudviklingen har medført, at antallet af jordbrugsbedrifter er faldet med 23 procent over de seneste ti år.

Til gengæld bliver de stadig eksisterende bedrifter større. Fra 2016 til 2017 øgede den gennemsnitlige bedrift det dyrkede areal med 4 hektar til 91 hektar, mens antallet af dyreenheder steg med 4 til 80.