Gylle og svinevelfærd. Det var nogle af de ord og begreber, der blev oversat fra dansk til spansk en eftermiddag i april på Danish Pig Academy i Herning.

De fremmede gloser skyldtes, at 20 columbianere med tilknytning til Colombias svineproduktion var kommet hertil for at lære af et af de bedste lande inden for netop svinebrug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvis I har bygningerne, så har vi alt det indvendige.

Det var nogle af første ord, der kom fra Torben Olesen, der både har kasketten på som salgs- og marketingsdirektør for Aco Funki og som formand for Danish Pig Academy denne dag.

- Ingen har samme resultater som Danmark. Vi er bedre, og vi er hele tiden foran, siger Torben Olesen og nævner blandet andet sundhed og velfærd som nogle af områderne, hvor Danmark indtager førertrøjen om baggrunden for, at det lige netop er Danmark, der skal lære fra sig.

En af de fremmødte fra Colombia var Carlos Maya, adminstrerende direktør for Pork Colombia. Han kan se mange muligheder i besøget i Danmark.

- Colombias svineproduktion stiger med 10 procent om året og efterspørgslen stiger, men det kan nok kun blive ved i seks-otte år, så vi skal have hjælp til, hvordan vi kan udvikle eksportmarkedet og generelt gøre det bedre. Jeg har set frem til at se, hvordan man producerer svin i Danmark, og jeg vil helt sikkert tage tage nogle af idéerne med hjem, siger Carlos Maya, der havde mange opklarende spærgsmål undervejs.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nyheder når langt

Kort efter ankomsten var der oplæg med forskellige emner inden for husets kerneområder. Deltagerne sugede den nye viden til sig, og der blev skrevet flittigt på notesblokkene og noteprogrammer på de mange smartphones. Ved et af de første spørgsmål blandt tilhørerne stod det klart, at danske nyheder også når uden for landets grænser.

- Er det rigtigt, at der skal bygges en mur ved grænsen for at holde den afrikanske svinepest ude?, spurgte Carlos Maya blandt andet.

Colombias BNP er i løbet af de seneste 15 år firedoblet. I samme periode er landets import af svinekød steget fra 8.000 tons til 60.000 tons. Allerede i 2016 begyndte de to landes treårige samarbejde, hvor især Danmark øser ud af sin viden om netop svineproduktion. For interessen for, hvordan man gør i Danmark er stor i det sydamerikanske land. Anwar Daccarett fra ICA, som er den colombianske pendant til Fødevarestyrelsen var også interesseret i de danske forhold.

- Jeg er særligt interesseret i at høre mere om ventilation, fordi der er så varmt i Colombia. Og at det der kommer ud af grisene kan bruges til andet end gødning. Danmark har meget høje hygiejnemæssige standarder, og det er helt klart noget, vi gerne vil lære af, siger han.

22 om et fælles mål

Torben Olesen og 22 virksomheder fra svineakademiet vil gerne give de udenlandske gæster en helhedsoplevelse, hvor de nysgerrige gæster kan opleve alt fra fødsel til slagtning samt et stort fokus på de sanitære forhold.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kan også vise, at selvom der er strikse regler i Danmark, så kan man leve efter det og tjene penge på det, siger han og uddyber:

- Det er fedt, at de kommer her og ser vores udstyr, det er jo et stort kompliment og en anerkendelse uden lige, siger han.

Hvis bare en fra delegationen henvender sig igen og bliver kunde, så har det været det hele værd, ifølge Torben Olesen.

Tibage ved oplæggene er direktøren for Pork Colombia i fuld sving med at stille svinerelaterede spørgsmål.

- Hvad har været den største udfordring ved øget produktion af smågrise?, spurgte Carlos Maya.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Svaret blev, at udfordringen var at få avlet dem stærke nok til, at de overlevede og straks da det blev oversat til spansk, blev der noteret flittigt.

Besøget sluttede med dansk mad, en enkelt øl og en kærlig instruktion i, at når man spiser rullepølse skal der løg og sky til.