Høj sol og et program spækket med ny viden om grovfoder. Det er opskriften på en succesfuld dag i marken. Det oplevede Agri Nord onsdag den 20. september, hvor gæsterne strømmede til forsøgsparcellerne i Nørager i Himmerland.

Cirka 150 havde valgt at lægge vejen forbi testarealerne med majssorter og græs, hvor Agri Nords og KvægXpertens konsulenter samt repræsentanter fra en række firmaer stod klar med den sidste nye viden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg synes, det er helt fantastisk, at så mange vælger at bruge dagen sammen med os, siger chefkonsulent for planteavl ved Agri Nord, Flemming Floor Jensen og tilføjer:

- Det er helt klart også tydeligt at mærke, at krisen ikke presser så hårdt længere. I år ser og hører vi mere optimisme. Landmændene ser lysere på fremtiden end for et år siden.

Majs til kolde egne

Agri Nord løftede sløret for, hvilke majssorter der anbefales til de kølige, nordjyske arealer. Blandt andet bliver sorterne Emmerson, Activate og Augustus fremhævet.

- Det er tidlige sorter, der alle har gode udbytter og er gode til højtydende køer, siger Flemming Floor Jensen.

Af middeltidige sorter anbefaler Agri Nord Sunlight, der har en god fordøjelighed, Emblem, der er god til vanskelige forhold, samt Gatsby, der ifølge konsulenten er en lovende sort med et højt udbytte og en fin fordøjelighed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Overodnet set anbefaler Agri Nord ikke sene sorter, men har man en lun plet med læ og varme, så er Atrium et godt bud med sin fantastiske fordøjelighed og høje energiniveau.

Fokus på fosfor

Udover majs- og græssorter var et af hovedtemaerne på årets Grovfoderdag de nye gødningsreglers indflydelse på majsdyrkning. På grund af de nye fosforregler er det ikke længere alle steder muligt at bruge handelsgødning som startgødning til majs.

- Majs kan ikke undvære startgødning. De kommer dårligt fra start og får en dårlig vækstsæ-son. Det viser alle forsøg, var budskabet fra konsulenterne.

Placering af gylle til majs

De nye regler gør, at der skal tænkes alternativt. Det har Henrik Pedersen fra Henriks Mark-service i Aars gjort.

Han har ombygget en nedfælder, så den placerer gyllen på 75 centimeters rækkeafstand i 10-15 cm dybde efter GPS.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nedfælderen skærer med vingeskær en rille, inden gyllen lægges i rillen med en gylletand. Efterfølgende dækkes rillen med to tallerkener på en harve.

Henrik Pedersen kørte en tur med nedfælderen, så deltagerne kunne se, hvordan den arbejdede i jorden. Derudover udstillede han også en snitter med frakørselsvogn.