Foderets partikelfordeling påvirker både foderudnyttelsen og mave-/tarm-sundheden. Groft formalet foder forringer foderudnyttelsen, men reducerer samtidig forekomsten af mavesår. Det modsatte opnås ved fin formaling af foderet.

Derfor er valg af formalingsgrad og dermed foderets partikelfordeling ifølge Seges Svineproduktion en balancegang mellem foderudnyttelse på den ene side og mave/tarmsundheden på den anden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og det er baggrunden for, at Seges Svineproduktion har kigget nærmere på sammenhængen mellem foderets partikelstørrelser og forekomsten af mavesår.

Forskellige besætninger

I en rapport om emnet konkluderer Seges Svineproduktion, at foderets partikelfordeling ikke alene kan forklare forekomsten af maveforandringer - målt som frekvens af mavesårscore 6-10, idet samme partikelfordeling i foderet kan give vidt forskellig frekvens af mavesår i forskellige besætninger.

Men ifølge rapportens forfattere, Lisbeth Jørgensen og Lea Hübertz er det fortsat relevant at kontrollere foderets partikelfordeling/formalingsgrad i den enkelte besætning, fordi finere formaling øger risikoen for mavesår.

Forfatterne skriver, at der i en årrække har været fokus på at have styr på formalingsgraden af korn ved hjælp af jævnlige sigtninger, og der har i praksis typisk været anvendt sigter med soldstørrelser 1, 2 og 3 millimeter.

Simpel metode

- Det seneste år har der i praksis tillige været stigende fokus på måling af partikelfordeling i færdigfoder med henblik på vurdering af mavesårsrisiko, skriver Lisbeth Jørgensen og Lea Hübertz.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De konkluderer, at det ikke tyder på, at andelen af de meget små partikler (mindre end 0,35 og 0,5 millimeter) beskriver risikoen for mavesår bedre end den samlede andel af partikler, der er mindre end 1 millimeter.

- Det er derfor, med den viden vi har i dag, tilstrækkeligt at anvende en simpel sigtemetode, hvor partikelfordelingen mindre end 1 millimeter ikke karakteriseres yderligere, konkluderer de.

Meget tørt korn

Ifølge Seges Svineproduktion har der været mistanke om, at de meget små partikler (partikler mindre end 0,5 eller 0,35 millimeter) især øger forekomsten af mavesår, og at meget tørt korn menes at pulverisere lettere, så andelen af meget fine partikler øges.

Den aktuelle undersøgelse konkluderer, at der ikke er data, der med sikkerhed viser, at problemet med mavesår er større i år med meget tørt korn sammenlignet med år med normal fugtighed i kornet.