I Danmark har vi en del almindelige luftvejssygdomme. I SPF-systemet deklareres der for mycoplasma lungebetændelse - også kaldet almindelige lungesyge, ondartet lungesyge - der i systemet forkortes Ap med et dertil hørende tal 2, 6 eller 12 afhængig af hvilken type, der er tale om - samt PRRS. Dertil kommer flere sygdomme, der ikke deklareres for i SPF-systemet. Nogle af dem er bakterielle, andre er virussygdomme og desuden kan de optræde i kombination. Det er selvfølgelig vigtigt at vide, hvilken luftvejssygdom man eventuelt måtte have i sin stald, men lige så vigtigt er det at vide, hvordan sygdomsudbrud kan kontrolleres og forebygges.

For at forebygge luftvejssygdomme er det vigtigt, at grisene sikres et godt klima. Først og fremmest er det vigtigt, at stalden efter vask udtørres grundigt. Dernæst er det vigtigt med et godt luftskifte i stalden uden træk for at sikre et lavt niveau af ammoniak.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ammoniak er skadeligt for luftvejene, og gør disse mere modtagelige for infektion. Der findes mange fine kurver for, hvordan temperaturen skal være til de enkelte aldersgrupper, men det vigtigste er at kigge på grisene. Ligger de pænt som de skal uden at klumpe eller svine de forkerte steder, så er temperaturen med stor sandsynlighed korrekt. Hvis luftkvaliteten ikke er tilstrækkelig god ved den rigtige temperatur, bør der tilføres ekstra varme, således at der kan ventileres mere. Luftkvaliteten skal være så god, at du selv har lyst til at opholde dig i stalden 24 timer i døgnet.

Særligt på denne tid af året er det vigtigt at være opmærksom på minimums- og maksimums-temperaturen i løbet af døgnet, da temperatur udsving også kan gøre grisene mere følsomme over for luftvejsinfektioner. Det er også vigtigt, at der ikke er overbelagt i stierne. Overbelægning øger smittepresset og stresser grisen, hvilket gør den mere modtagelig over for infektion.

Hvis det er muligt, så undgå kontakt mellem forskellige aldersgrupper og tilbageflytninger. Sidst men ikke mindst er vaccination et rigtig godt middel til kontrol af sygdom samt til at begrænse eventuelle tab, når det er muligt.

Læs mere i Hyo

Læs mere i det nyeste nummer af Hyo, der udkommer fredag den 6. maj.

Artiklen kan allerede nu læses på www.hyologisk.dk. Brugernavnet er dit abonnementsnummer, og adgangskoden er dit postnummer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der kan bestilles abonnement på www.hyologisk.dk eller 7620 7970.