Op mod 164 kvægbønder får alligevel mulighed for at udbygge og modernisere deres kvægstalde.

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen har besluttet at udvide sidste års pulje til modernisering af kvægstalde med cirka 110 millioner kroner til i alt 243 millioner kroner. Midlerne kommer oven i den oprindelige ramme på 133 millioner kroner, som mange landmænd søgte penge fra i efteråret 2015 og vil i alt føre til investeringer for omkring en mia. kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vi har set, at der oprindeligt var langt flere gode projekter, end der umiddelbart var midler til.

- Eva Kjer Hansen.

Med udvidelsen af puljen får landmænd, der i 2015 søgte om støtte til gode bygge- og moderniseringsprojekter, mulighed for at komme i gang nu i stedet for at skulle vente flere år.

- Trods en aktuel indtjeningskrise hos erhvervet, så er der overordentligt stort mod og iværksætter-gejst netop nu. Derfor fremrykker jeg pengene, og investeringerne vil gøre landbrugsproduktionen grønnere. Nye moderne stalde betyder, at vi får taget den nyeste miljøteknologi i brug, og staldene skal leve op til de seneste dyrevelfærdsregler, siger Eva Kjer Hansen.

Flere moderne stalde

I alt betyder den udvidede pulje på i alt 243 millioner kroner, at der bliver sat gang i byggeprojekter på op til 424 mælke- og slagtekalve-produktioner over hele landet. Når landmændenes egenfinansiering tælles med, forventes der investeringer i moderne stalde for omkring én milliard kroner. De ekstra midler hentes ved at fremrykke midler fra puljen for kvægstalde i 2017-18.

Der var mange ansøgninger i 2015, og den store efterspørgsel har skabt debat blandt landmænd og landbrugskonsulenter om, hvorvidt det er de rigtige projekter, som er blevet prioriteret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har set, at der oprindeligt var langt flere gode projekter, end der umiddelbart var midler til. Jeg har noteret, at NaturErhvervstyrelsen har lyttet til kritikken af prioriteringen og konkluderet, at vi ikke længere skal bruge en prioriteringsmodel baseret på landmandens egne forventninger til indtjening. Styrelsen arbejder nu på at udvikle en forbedret og mere enkel model, som vil blive brugt fremover, siger Eva Kjer Hansen.