Seges skal i de kommende tre år finde gode og farbare veje til en mere bæredygtig planteproduktion. Det sker i regi af et nyt nordisk projekt, hvor man er gået sammen med partnere fra Norge og Sverige for at udvikle nye teknologier til at dyrke jorden med større præcision. Det handler for eksempel om at sikre, at nyeste viden om præcisionsteknologier til markbruget er tilgængeligt for både landbrugere og virksomheder.

Nordisk samarbejde

Projektet, der er støttet af EU's Interreg program for Øresund-Kattegat-Skagerrak, har et samlet budget på 1,4 millioner Euro, cirka 10 millioner kroner. I projektet deltager Seges fra Danmark, Nibio fra Norge, samt flere svenske partnere. Projektet ledes af AgroVäst fra Skara i Sverige. Projektet går i gang efter nytår og løber indtil udgangen af 2018

Artiklen fortsætter efter annoncen

- En mulig vej til at opnå en mere bæredygtig planteproduktion, både i økologiske og konventionelle systemer, handler i høj grad om at anvende præcisionsteknologier i markdriften. Ved en intelligent brug af præcisionsteknologier i planteproduktionen kan man opnå en højere produktivitet uden samtidigt at øge miljøbelastningen og ovenikøbet have et reduceret forbrug af diverse hjælpestoffer, fortæller Kathrine Hauge Madsen, der er projektchef i Seges Planter & Miljø.

Mekanisk ukrudtsbekæmpelse

Der sker pt. en stor udviklingsindsats inden for præcisionslandbrug, som har fokus på at udnytte data om alle forhold og processer på den enkelte plet i marken og i afgrøden, blandt andet fra sensorer på markmaskiner og -udstyr.

Seges-hovedopgaver i projektet bliver at arbejde med mekanisk ukrudtsbekæmpelse ved hjælp af den nye teknologi samt at etablere en fælles skandinavisk samarbejdsplatform, så den viden der genereres i de forskellige lande kan deles og dermed komme ud at gøre nytte i alle de tre lande.