Forskere ved Aarhus Universitet er i en rapport udarbejdet for Fødevarestyrelsen kommet frem til, at der ikke er nogle nemme løsninger som alternativ til kirurgisk kastration.

Kastration af hangrise er en udbredt praksis i mange lande og foretages for at forhindre ornelugt i det kød, som forbrugerne skal sætte tænderne i. Men EU-Kommissionen og en lang række organisationer har forpligtet sig til frivilligt at ophøre med kastrationen senest 1. januar 2018, og derfor fik forskerne ved Aarhus Universitet til opgave at analysere mulige alternativer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Alternativer

De fire alternativer var:

1) Hangriseproduktion, der søger at mindske ornelugt gennem fodring, racevalg, management og opstaldningsforhold, 2) immunokastration (gør hangrisene funktionelt kastrerede via to vaccinationer), 3) kønssortering af ornesæd og 4) avl mod ornelugt er de alternativer, som forskerne har kigget efter i sømmene.

Både hangriseproduktion og immunokastration kan gennemføres inden for to til fem år.

- Begge alternativer vil kunne nedsætte dyrevelfærd i en kortere eller længere periode senere i opvæksten som følge af øget aggression og opspring, hvis ikke management og det sociale eller fysiske miljø justeres, forklarer Bent Borg Jensen, seniorforsker ved Institut for Husdyrvidenskab og hovedforfatter til redegørelsen og fortsætter:

- Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at vurdere, om hangriseproduktion og immunokastration generelt forbedrer dyrevelfærden i forhold til kirurgisk kastration, da det økonomiske råderum til dyrevelfærdsmæssige forbedringer ved begge metoder er begrænset.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De to øvrige alternativer, kønssortering af ornesæd og avl mod ornelugt, betegnes som lovende, men der er behov for yderligere udvikling af de teknikker, der er knyttet til kønssortering, mens avl mod ornelugt forudsætter, at analyser foretaget af svinesektoren viser, at der er et grundlag for dette.

På det såkaldte svinetopmøde indkaldt af fødevareminister Dan Jørgensen (S) blev deltagerne enige om et dansk stop for kastration uden bedøvelse senest i 2018.