I weekenden kom fødevareminister Dan Jørgensen (S) med en udmelding om, at der var meget store velfærdsproblemer i den danske svineproduktion, og at der vil komme initiativer mod "de mange problemer".

I dag torsdag sender DR1 sin dokumentar "Det store svinerige", der netop sætter fokus på den danske svineproduktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nu vil Esben Lunde Larsen (V) vide, om fødevareministeren har koordineret sin udmelding med DR. Han har stillet et udvalgsspørgsmål til Dan Jørgensen:

- Ministerens udmeldinger omkring svineproduktion kommer i samme uge, som DR fokuserer intensivt i radio og fjernsyn på dansk svineproduktion. Ministeren bedes oplyse, om der har været forbindelse mellem ministeren, ministeriet eller særlige ministerielle rådgivere og Danmarks Radio i forbindelse med dette sammenfald og i givet fald, hvilke oplysninger er der udvekslet.

Tallene går igen

I omtalen af dokumentaren skriver DR:

- DR Dokumentar har taget imod invitationen for blandt andet at undersøge, om det var ren tv-fiktion, da "Borgen" fortalte, at der dagligt dør 25.000 pattegrise i svinestaldene? Det svarer til flere end ni millioner pattegrise om året.

De samme tal går igen i Dan Jørgensens udmelding i Politiken i weekenden:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er underligt, at der ikke har været mere fokus på det. Forestil dig for eksempel, at der døde 25.000 hundehvalpe om dagen i Danmark.

Begge tal svarer til, at hver fjerde pattegris eller 25 procent dør, men de seneste tal fra Videncenter for Svineproduktion viser, at der i 2013 ventes en total pattegrisedødelighed på 21,8 procent, mens den i 2012 var 22,4 procent.

Dokumentaren

DR skriver om dokumentaren:

- DR følger hele produktionen fra grisen bliver født, til den ender på slagteriet. Samtidig afdækker dokumentaren, hvad der sker med de svin, der ikke kan klare den intensive produktion, hvor søerne føder helt op mod 24 unger af gangen.

Dokumentaren bliver sendt på DR1 kl. 20.30.