4,5 milliarder kroner. Så meget vil det cirka koste, hvis der udbryder mund- og klovsyge i Danmark.

Det viser beregninger lavet af DTU Veterinærinstituttet, hvis tal viser, at tabet på kvægeksport vil ligge på 5,7 millioner kroner, eksporten af mælkeprodukter vil miste 32,2 millioner kroner, og tabet på svineeksporten vil være 75,9 millioner kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er ikke kun tabet på eksport, der tæller med i regnskabet, også omkostninger forbundet med desinfektion af gårde, kompensation til landmænd og aflivning indgår. Beregninger viser, at omkring 10.000 dyr skal aflives i tilfælde af udbrud, og i særligt slemme tilfælde kan tabet løbe helt op i 8 milliarder kroner.

Men tabet er kun det akutte tab - på længere sigt vil omkostningerne være endnu højere, vurderer Jan Dahl, chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer:

- Umiddelbart vil vi have nogle markeder, der er lukkede i nogen tid. I den periode vil produktionen, slagterierne og mejerierne ikke tjene ret mange penge. Det er det tab, der løber op i de 4,5 mia. Men lande, vi sælger til i dag, vil jo begynde at købe deres varer andre steder. Derfor kommer vi i en situation, som om vi ikke har været på markedet før. Så selv når de officielle markedsåbninger er sket, kan vi forvente yderligere tab derefter. Vi må samtidig forvente, at der er en del af producenterne, der er lukket ned enten frivilligt, eller fordi banken lukker dem. Dette er det bedste gæt på det akutte tab, men over en længere årrække vil det blive langt større, siger han til DTU's magasin Dynamo.

Bekæmpelse

DTU Veterinærinstituttet har også undersøgt, hvilken bekæmpelsesstrategi der bedst minimerer tabet og epidemiens omfang i tilfælde af et udbrud.

Forskere simulerede 5.000 udbrud af mund- og klovsyge i Danmark og afprøvede forskellige strategier.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det viste sig, at den billigste løsning typisk var aflivning, men ved større epidemier kune det betale sig at vaccinere dyrene for derefter at aflive dem, når der er kapacitet til det.

Den dyreste løsning vil næsten altid være at vaccinere med henblik på, at dyrene skal leve videre.

Ifølge veterinær beredskabschef ved Fødevarestyrelsen, Sten Mortensen, er det vigtigt at undersøge området og have et beredskab klar.

- Humlen ved sygdomme som mund- og klovsyge er, at de medfører et meget direkte tab for hele fødevareeksporten. Danmark er et lidt atypisk land i Europa, fordi vi overvejende er en fødevareeksport-nation, og derfor er det særligt vigtigt for Danmark, at beredskabet er i orden. Sidste gang, vi havde en epidemi, var i 1982, og til sammenligning er produktionen i dag koncentreret på meget færre og større besætninger. Derfor er det meget vigtigt at gøre sig en forestilling om, hvordan virus vil sprede sig i den husdyrpopulation, vi har i dag, så vi har en klar forventning om, hvad det er, vi skal forberede os på, siger han.