Sommeren har budt på massive protester rundt omrking i Europa på grund af faldende mælkepriser, men nu vurderer European Dairy Association (EDA), at det værste er overstået.

Især i England har mælkeproducenterne protesteret mod mejeriernes annocerede prisfald. Protesterne fik de tre største britiske mejerier - heriblandt Arla Foods - til at udsætte prissænkningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der har også været landmands-protester i EU, og kritikken af de faldende mælkepriser har også været til at få øje på herhjemme.

Men nu viser markedet tegn på bedring, og EDA's generalsekretær, Dr. Joop Kleibeuker, siger til dairyreporter.com, at "vi har overstået det værste".

- Der er tydelige indikationer på, at råmælkepriserne er i bedring. Jeg har en forhåbning om, at de lave mælkepriser og alle de seneste problemer er bag os. Det virker, som om det værste er overstået, siger Dr. Joop Kleibeuker til dairyreporter.com.

Det ligner budskabet til de danske mælkeproducenter fra Arla, som deltog på makroøkonomisk seminar i DLBR tirsdag: 

- Hen mod jul får vi prisstigninger på verdensmarkedet på grund af bedre balance mellem udbud og efterspørgsel i resten af 2012 og begyndelsen af 2013. Væksten i prisudviklingen vil ske i to hastigheder - først på verdensmarkedet inklusiv USA, som kommer til at ske hurtigt, og dernæst i EU, som bliver en langsommere proces, sagde Thomas Carstensen, talsmand for Arlas globale aktiviteter.