De ved nok ikke selv, at de er noget særligt, men de to kuld smågrise, der netop er født hos en økologisk landmand i Haarby på Fyn er en helt ny race danske grise. Det oplyser Videncentret for Landbrug.

De er nemlig halvt engelske og halvt svenske og er en del af et større projekt, der undersøger, om gener fra engelske og svenske svin kan give mere robuste danske grise til økologisk produktion. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bag projektet står Videncentret for Landbrug og Udviklingscenter for Husdyr på Friland.

- Håbet er at finde krydsningskombinationer, som føder grise, der både er livskraftige, har et godt temperament og som passer deres afkom godt. Lykkes det, kan det være en del af løsningen til at få en mere robust dansk gris, siger Tove Serup, specialkonsulent i Videncentret for Landbrug, Økologi.