- Hvorfor er der kun vækst, der duer for Danish Crown? Hvorfor kommer Danish Crown så håbløst bagefter, hvis man stoppede op og konsoliderede sig eller forsøgte sig med virksomhedsobligationer i stedet for at sælge ud af indflydelsen i selskabet?

Det spørgsmål har Henrik Mortensen, formand for Danske Svineproducenter spurgt sig selv flere gange, siden han deltog på Danish Crowns sommerkredsmøde i Brønderslev.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg synes ikke, vi på mødet blev bedre informeret om nødvendigheden af vækst-strategien, og jeg tror ikke, de fremmødte andelshavere blev mere tryg efter det møde, måske snarere tværtimod, siger producentformanden.

Derfor har Landsforeningen af Danske Svineproducenter udsendt en kommentar til Danish Crowns proces frem mod beslutningen om at lade fremmed kapital få indflydelse i selskabet.

- Vi synes simpelthen, at Niels Mikkelsens forslag er for risikabelt. Vi ved godt, det er let bare at kritisere uden selv at komme med et forslag, men vi kender ikke tallene bag forslaget, så vi kan ikke vurdere nødvendigheden af at fortsætte vækststrategien eller at få tilført eksterne midler.

- Danish Crown er jo ikke nogen lille virksomhed, og det kan være svært at forstå, hvorfor det ikke er muligt at stoppe op og konsolidere sig. Der må være et alternativ til den fortsatte vækst. Vi synes, der mangler bredde i debatten om Danish Crowns strategi, siger Henrik Mortensen, der har udsendt hosstående kommentar.

Det har ikke været muligt at træffe hverken Niels Mikkelsen eller Erik Bredholt, henholdsvis formand og næstformand i Danish Crown, for en kommentar.