Generelt er majssåningen ofte noget af det sidste, kvægproducenterne kaster sig over i marken. Den opgave ligger som regel hos maskinstationen.

Men sådan forholder det sig ikke hos mælkeproducent Poul Just Mikkelsen ved Kjellerup i Midtjylland. Han sætter rettidighed højt, og regnskabet viser ikke alvorlige merudgifter trods det, at en ny otte-rækket Becker står i maskinhuset.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg kan godt lide, at vi kan gøre arbejdet selv. Så kan vi udføre arbejdet rettidigt, og når det passer ind. Og vi kan gøre det, som vi nu gerne vil have det gjort, lyder den kontante udmelding fra Poul Just Mikkelsen om, hvorfor han vælger at gøre tingene lidt anderledes end så mange andre landmænd, når det gælder majs.

- Vi såede vores 100 hektar med majs i påsken. Det var godt vejr, så det fik vi hurtigt overstået. Skulle vi have haft maskinstationen til det, ville der givetvis have været ventetid. Det er der intet af, når vi selv har grejet, konstaterer den midtjyske landmand.

Maskinfællesskab hjælper på økonomien

Poul Just Mikkelsen driver i alt 270 hektar inklusiv faderens 42 hektar og sin brors 17 hektar. Han købte kvæggården tilbage i 2006, hvor også bror Michael Just Mikkelsen købte en gård.

- Jeg har små 200 køer her, mens de 125 ungdyr går hos min bror. Da han købte gården var der en kødkvægsstald med, som kunne bruges, så det passer fint ind, fortæller Poul Just Mikkelsen.

I 2007 købte han endnu to gårde til.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der var 40 hektar med til dem, og jeg gav 160.000-180.000 pr. hektar. Det var der, jorden var på sit højeste, så det var en rimelig pris på det tidspunkt, husker Poul Just Pedersen.

Han lægger ikke skjul på, at det er lidt hårdere tider lige nu.

- Jeg købte jo mit eget, dengang der var fuld gang i tingene. Det har ændret sig lidt siden, konkluderer han.

Derfor er maskinparken også et maskinfællesskab mellem de to brødre og faderen, Kaj Just Mikkelsen. Poul Just Mikkelsen ejer tre traktorer, en fuldfodervogn, en kroghejsevogn og et par småmaskiner, mens resten, såmaskinerne, mejetærsker, gyllevogn og gødningssprederen, ejes af Michel og Kaj.

- Min filosofi er, at jeg gerne vil have forholdsvis nye maskiner, der udfører et ordentligt stykke arbejde og som også har en tilstrækkelig kapacitet. Så gør det ikke så meget, at traktorerne har nogle år på bagen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Da jeg købte gården, var en del af maskinparken ikke tidssvarende. Men banken mente, det var at stramme den lidt at købe en række nye maskiner. Derfor købte min bror og far nogle af dem. Det var bedre end at skulle leje maskinstation til opgaven af hensyn til rettidigheden.

Og der er flere grunde, som hans bror, Michael Just Mikkelsen, fortæller:

- Jeg ejer for eksempel majssåmaskinen. Poul betaler mig det, som han skulle betale en maskinstation for at udføre såningen. Men på den her måde bliver pengene i familien, og vi kan hjælpe hinanden lidt på kryds og tværs, forklarer Michael Just Mikkelsen, der til daglig arbejder som servicemontør hos en maskinforretning.

- Poul skal give 45.000 til maskinstationen for at så majs. Nu får jeg dem i stedet, og han behøver ikke betale det hele på én gang, ligesom der ikke kommer renter på ved for sen betaling. Dertil kommer, at han selv sår majsen og kan gøre det, når det passer ind med vind og vejr, fortsætter Michael Just Mikkelsen.

Med andre ord er konstellationen omkring maskinerne med til at hjælpe og give ekstra luft i økonomien hos Poul Just Mikkelsen. Og regnestykket ser ikke så tosset ud endda, når det gælder majs.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har regnet på det, og totalt set koster det os 3.389 kroner at drive en hektar majs, hvor vi selv sår majsen. Det er et hæderligt beløb, mener Poul Just Mikkelsen.

Otte rækker med skiveskær

På trods af de lidt pressede tider er majssåmaskinen skiftet ud til i år. Det var faktisk ikke meningen. Men et godt tilbud afgjorde sagen.

- Sidste år undlod vi at pløje 45 hektar af jorden til majsen for at reducere omkostningerne. Vi gav den en omgang med tallerkenharven, og så blev den bearbejdet ved nedfældning af gyllen.

- I starten gik det fint blot ved hjælp af vores slæbeskærs-maskine. Men til sidst kom der en del vand på vores stive jord, og så var vi nødt til at leje maskinstationen med deres skiveskærs-såmaskine til at så resten. Vi kunne ikke få majsen langt nok ned selv, forklarer Poul Just Mikkelsen.

Derfor så han sig om efter en brugt enkornssåmaskine med skiveskær. Men til et åbent hus-arrangement faldt han over en ny otte-rækket Becker med skiveskær.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi fik et godt tilbud, og så slog vi til, husker han.

- Bytteprisen var omkring 40.000 højere, end vi skulle give for en brugt maskine med skiveskær. Det hænger selvfølgelig også sammen med, at vi fik en god pris for den brugte Becker fra 1983, der også var en otte-rækket udgave, som Poul købte med fra det sted han arbejdede, før han købte gården, siger Michael Just Mikkelsen.

- De ekstra 40.000 fordelt over fem år er ikke alverden, og så har vi garanti på maskinen. Vi ser det også lidt som en fremtidsinvestering. En ny majssåmaskine kan jo holde i mange år, hvis den med sine otte rækker ikke skal så mere end 100 hektar om året, vurderer Michael Just Mikkelsen.

Maskinen er leaset over fem år, og derefter er der et lille restbeløb til betaling. Derefter er maskinen Michael Just Mikkelsens.

Gødningsskær skal forbedres

Den nye maskine minder en del om den gamle. Så det har været forholdsvis let at starte med den.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Så-systemet er stort set identisk, men det er videreudviklet, så man for eksempel ikke skal bruge værktøj til at skille så-aggregaterne ad. Og vores nye maskine har større såkasser og en anden computer.

- Der er plads til et ton gødning i tanken og 27 sække frø i kasserne, så vi kan køre omkring 10 hektar ad gangen. Det giver en god kapacitet, mener Poul Just Mikkelsen. Men:

- Gødningsskærene skal vi have kigget på. Trods det, at rulleskærene er fjederophængte, bukker det solide stykke stål, der holder hele skæret. Der skal være mere vandring på fjedrene, for de har ikke udveksling nok, når skæret rammer en sten. Så hviler hele maskinens vægt på stålet, og når først stålet har fået et lille buk, skal der ikke meget til for at det bøjer mere, mener han.

Når det gælder præcisionen, fejler maskinen intet.

- Majsen er kommet op, og du kan se, at der intet er at komme efter. Der er den samme afstand mellem alle planter, og der står ikke to planter op ad hinanden, konstaterer han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ingen græs i foderplanen

At Poul Just Mikkelsen er meget opmærksom på majsen skyldes ikke mindst, at den er hovedfoderet i hele foderplanen. Han har nemlig intet græs.

- Jeg vil gerne undgå græs, for der er meget arbejde i det ? forstået på den måde, at det kræver ekstra arbejde i marken, og det kræver også ekstra folk, når der skal tages slæt.

Det første år havde jeg to tredjedele græs og en tredjedel majs, men nu er 15 hektar med lucerne det eneste, der minder lidt om græsset, forklarer han.

Derfor ser han også lidt anderledes på strukturen i den snittede majs i forhold til de fleste andre.

- Vi vil gerne have det snittet groft for at få mere struktur i foderet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er faktisk lidt et problem, for maskinstationerne er ikke meget for at snitte majsen i 35 millimeter i stedet for de mere gængse 21 millimeter. De siger, det er hårdere ved materiellet, men idet vi gerne vil snitte majsen lidt tidligere, før den bliver helt betonhård, kan vi ikke helt se problemet. Men nu overvejer vi, hvad vi skal gøre, siger Poul Just Mikkelsen.

Markplan, ha

Lucerne              15

Majs                    100

Vinterbyg           22

Vinterraps         19

Vårbyg                23

Ærter                  6

Hvede                 38

Varig græs         3

I alt                     226

Foderplan, kg

Raps                                                2

Tilskudsfoder                                4,1

Korn                                                 4

Hø                                                     0,2

Rapshalm                                       0,2

Lucerne                                           0,0 pt.

Melasse                                           1,4

BoviMin Top                                  0,2

Majs                                                 4