I foråret sagde Dal-Bo farvel til sin britiske importør og åbnede eget salgs- og servicecenter i Aylsham, Norfolk. Leder af afdeling er Steve Atkin, som har arbejdet med de danske maskiner i årtier.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ved at gå solo og etablere egen organisation kommer vi et skridt tættere på slutbrugeren. Det giver os mulighed for at reagere hurtigere på de forandringer, der sker i markedet, og på de ønsker, som kunderne måtte have, siger Hans-Otto Wildfang, medejer og eksportchef for Dal-Bo.

Lagerførende i Storbritannien

Produktprogrammet fra Dal-Bo egner sig godt til det britiske marked, og aktuelt er Storbritannien Dal-Bos tredjestørste marked.

- For at kunne betjene kunderne hurtigt og bedst muligt, er vi lagerførende i England. Fra tid til anden oplever vi situationer, hvor der pludselig opstår behov for redskaber. I den situation er det en tryghed for vore forhandlere, at redskaberne allerede er i landet og derfor kun skal transporteres ud til kunden, siger eksportchefen.

Produktprogrammet fra Dal-Bo forhandles i UK blandt andet af Ernst Doe, der med 14 afdelinger og 650 ansatte er en af Europas største forhandlere af New Holland.

Tromler hitter

Tromler og den bugserede Cultimax såbedsharve har hidtil været de bedst sælgende produkter på det britiske marked.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med den nye struktur får vi mulighed for at markedsføre hele produktprogrammet. Her på udstillingen er der eksempelvis stor interesse for Cultilift-harven, der er en kraftig liftophængt såbedsharve, som tiltaler englænderne.

- Såvel i England som i Skotland er der enorme arealer med græs, og derfor forventer vi også at få gang i salget af Greenline, som er en speciel tromle udviklet til pleje af græsmarker, siger Hans-Otto Wildfang