At man opnår et højere udbytte ved at placere gødning samtidigt med såning er veldokumenteret, men det har tidligere været forbundet med en del besvær at bruge denne metode, og derfor har metoden kun vundet begrænset udbredelse.

Men efterhånden er der kommet flere kombisåmaskiner med større kapacitet på markedet ? maskiner, der kan læsses hurtigt, så der ikke spildes kostbar tid i så-sæsonen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udviklingen af de stadig større og tungere maskiner betyder også, at der er risiko for markskader, og derfor er færre overkørsler ønskeligt.

Kombimaskinerne  er også blevet særligt interessante, efter at ændrede regler for krav til vintersæd har betydet en øget bevågenhed for såning af vårsæd.

I den forbindelse oplyser Landbrugsinfo, at der gennem adskillige års forsøg er blevet vist, at placering af handelsgødning i forbindelse med såning kan hæve udbyttet med to til tre hkg pr. hektar i vårbyg.

Teknikken varierer fra maskine til maskine. Et såskær til såsæden og et særligt såskær til gødningen er brugt på flere maskiner, mens eksempelvis en Horsch-maskine sår og gøder fra samme skær.

Der er fordele og ulemper ved begge teknikker, men overordnet set kræver dobbelte skær mere trækkraft, mens et enkelt skær med dobbelt funktion ikke påvirker behovet for trækkraft.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ulempen ved at såsæd og gødning placeres samme sted er en risiko for, at spireevnen nedsættes, forklarer planteavlskonsulent Troels Toft fra Patriotisk Selskab.

I efteråret 2012 afholdt Patriotisk Selskab en demonstration af forskellige kombimaskiner, og her på siden ses en oversigt over de pågældende maskiner.