Efter mange års udvikling er teknologien på plads. Traktorerne har velfungerende GPS, satellitterne passerer alle marker med et kamera to gange om ugen, og der er flere programmer, der kan lave tildelingskort. Det er bare med at komme i gang med gradueret gødningstildeling i kornmarkerne, og der er masser af fordele at hente. Det fortæller Torkild Birkmose, der er landskonsulent i gødskning hos Seges.
- Ved at flytte gødningen til det korn, der har mest brug for det, får vi det største udbytte for den mindste mængde gødning. Man kan i gennemsnit hæve udbyttet med cirka et hkg korn på en relativt uens mark ved at graduere kvælstof. Det har en værdi på 100 til 150 kroner pr. hektar. Det er i virkeligheden ikke så meget, men det kan være lettjente penge, for de kommer næsten af sig selv, hvis teknikken spiller, fortæller Torkild Birkmose.