Det er vigtigt at have en god position rent handelsmæssigt med hensyn til køb af korn, og samtidig er det en fordel og et godt forretningsområde at opbevare korn for andre. Den erfaring har Thomas Ballegaard, Engelgaard Agro ApS i Låge ved Tørring gjort sig, og det er en del af hans fremtidige strategi som planteavler og svineproducent.
Thomas Ballegaard er 35 år og uddannet agrarøkonom fra Bygholm. I 2009 overtog han Engelgaard efter sine forældre, Torben og Margrethe Ballegaard. Hen over årene har han tilkøbt flere ejendomme og forpagtet jord og stalde flere steder på egnen.