I forsøg på at holde afrikansk svinepest fra kontinentet, opruster de australske myndigheder nu deres postcentraler med både mandskab, hunde og maskiner, skriver GlobalMeatNews.

Med flere kontrollører, seks nye sniffer-hunde og to nye 3D røntgen-apparater, er de centrale postcentre i Sydney og Melbourne nu blevet opgraderet, så de endnu mere effektivt, kan opsnappe illegale kødvarer, der kan indeholde smitte med afrikansk svinepest.

- Denne sygdom kan koste vores svineproduktion over fem milliarder dollars, og landbruget kæmper i forvejen med tørke. Udbrud af afrikansk svinepest det vil belaste hele nationens bundlinje, udtaler Bridget McKenzie, den australske landbrugsminister.

Indsats på flere fronter

Den ekstra indsats udgør en investering på 66 millioner australske dollars, der skal øge sikkerhedsniveauet på landets to største postcentre, så Australien kan holdes fri for sygdommen.

Australien eksporterer 70 procent af deres produktion og de australske landbrugsvarer er eftertragtet på grund af den store fødevaresikkerhed.

Det store land er ligeledes begyndt at afvise turister, der har bragt svinekødsprodukter ind i landet. Blandt andet blev en 60-årig vietnamesisk turist afvist på grund af at han tog fire kg svinekød med ind i landet i kødfyldte vietnamesiske mooncakes. Turisten havde ikke deklareret at han bragte mad ind til Sydney International Airport. Han er nu forment indrejse til Australien i tre år.

Fra 5. november 2018 til 31. august 2019 er der, med flypassagerer alene, blevet importeret 27 tons svinekød.

Læs om Kinas håndtering af afrikansk svinepest i Hyo.

/JEB