"Calibrator Totz" er navnet på en ny terminal fra Bogballe. Den er udviklet til brug på bedrifter, der udnytter alle discipliner inden for præcisionsjordbrug. Ifølge producenten sikrer det nye produkt, at man kommer helt ud i hjørnerne af marken.

- Fuldautomatisk dosering er forsikringen for, at den mængde, der ønskes tildelt på marken rent faktisk også doseres. Førhen var en helt ensartet dosering på hele marken alfa og omega. I dag er det mere nuanceret, udtaler Michael Lond fra Bogballe. Han tilføjer:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I præcisionsjordbruget er mængderne snarere uens end jævnt fordelt over hele marken. Det betyder, at vi skal være i stand til at dosere forskelligt, når f.eks. et tildelingskort eller en afgrødesensor viser, at der skal gradueres i gødningsmængden. Det er vejeteknikken perfekt til, da den måler i kg og også doserer i kg/ha. Det kan sågar gøres individuelt på højre og venstre side af sprederen med forskellige doseringer.

Nye algoritmer

Terminalens software indeholder nye reguleringsalgoritmer til fuldautomatisk dosering og sektionskontrol.

- Det giver hidtil uset præcision og matcher de krav, den moderne planteavler stiller. Fordelene er en endnu hurtigere indsåning end hidtil samt optimeret spredning i kiler på foragerarealet i forbindelse med kantspredning.

- Er sprederen forsynet med ekstraudstyret Section Control Dynamic, er spredesystemet i stand til at tildele i hjørnerne af marken med fine-tunet overlapning. Det giver mere ensartede afgrøder helt ud i hjørnerne af marken, siger Michael Lond.

rich-media-2
Klar til præcisionsjordbrug med eksempelvis en Yara-sensor. Calibrator Totz kommunikerer via seriel stikforbindelse med et væld af GPS løsninger og afgrødesensorer. Foto: Yara Danmark

Calibrator Totz indeholder et overvågningssystem til diagnosticering af sprederens elektroniske funktioner. Diagnosticeringen foregår løbende, både idet man tænder styreenheden, men også under kørsel. Såfremt systemet registrerer eksempelvis en betjeningsfejl, informerer Calibratoren brugeren direkte på displayet. Eventuelle fejlkoder gemmes i terminalens hukommelse. Brugeren er derfor i stand til at aflæse en liste med de eventuelle fejl, der er opstået.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Formålet med dette er at give mulighed for beskrive fejlen detaljeret i forbindelse med service, og dermed give mulighed for hurtigere og mere effektiv assistance.

- De første spredere med Calibrator Totz er allerede produceret og så småt klar til levering. Vil man gerne se sprederen, er der mulighed for at kontakte fabrikken for besøg i mindre grupper. For kunder der er til Isobus-løsninger, er det selvfølgelig også muligt at få kig på sådan en spreder, slutter Michael Lond.