500 km vandløb kommer igen til at blive omfattet af et konkret miljømål, selvom den tidligere regering tog dem ud af vandområdeplanerne. Miljøministeren nedsætter samtidig et panel for forvaltning af miljømål i vandløb.

 Miljøminister Lea Wermelin har besluttet, at flere vandløb vil få et konkret miljømål i de næste vandområdeplaner. I alt kommer det til at dreje sig om op til 500 km vandløb landet over, skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

 - Vi skal passe godt på naturen i vores vandløb. Den tidligere regerings forhastede beslutning omkring ændring af vandområdeplanerne betød, at mange kilometer vandløb udgik af vandområdeplanerne, selvom behandlingen af de lokale vandråds indberetninger endnu ikke var afsluttet. Jeg vil gerne lytte til interesserenterne og kommunerne, og derfor retter jeg op på den beslutning nu, siger miljøministeren.

 Samtidig vil miljøministeren sammen med de væsentligste interessenter nedsætte et panel, der kan give faglige og juridiske anbefalinger til, hvordan vandløbsforvaltningen kan beskytte tilstanden i målsatte danske vandløb. Ministeren har understreget dette i et brev til alle vandløbsmyndighederne.

 - Jeg lægger vægt på, hvordan vi fra statens side kan understøtte de lokale myndigheders grundlag for at kunne balancere vandløbsforvaltningen med hensyn til bl.a. miljø, klimatilpasning og afvanding. Derfor skal vi have en ny proces for at få en vandløbsforvaltning, som alle kan se sig selv i, og hvor jeg lægger op til et bredt politisk samarbejde, siger miljøministeren.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

 Ændringerne med hensyn til de målsatte vandløb er bredt fordelt i landet. Særligt sættes der konkrete miljømål for vandløb i Vest- og Østjylland, hvor vandløb omkring blandt andet Ringkøbing, Skjern og Aarhus udgik under den tidligere regering.

 Hos L&F mener man, at det er unødvendigt at tage de små, kunstige vandløb med i vandplanerne igen, når de allerede er beskyttet i vandløbsloven.

 - Det giver simpelthen ikke mening at øge antallet af vandløb i planerne igen, når der alligevel ikke opnås nogen ændret eller forbedret naturværdi. Det her understreger behovet for, at man laver en fuldstændig gennemgang af udpegningerne på et nyt og objektivt grundlag, så de rigtige vandløb karakteriseres som naturlige, stærkt modificerede og kunstige. For mig at se, så drejer det sig om at målrette miljøindsatserne til de gode vandløb, og så fokusere der, hvor det virkelig batter noget, siger Thor Gunnar Kofoed, næstformand i L&F.

 - I L&F fortsætter arbejdet med sagen, og jeg glæder mig over, at ministeriet tidligere på året har åbnet en dør på klem for at genbesøge vandløbsudpegningerne.Tilbagerulningen er frem for alt endnu et eksempel på, at en stor del af vandplanlægningen er en skrivebordsøvelse foretaget i København, hvor man lægger lidt til og trækker noget fra. Nu er der nye vandråd på vej. Her er det vigtigt, at der lyttes mere til de lokale kræfter – noget, som de fleste hvis ikke alle aktører efterspørger, siger næstformanden.

 - Derfor er jeg også meget glad for, at ministeren i dag på et møde med os og sportsfiskerne gav udtryk for, at hun vil lytte meget til interessenterne, der kender forholdene. Det er en meget positiv melding. Der er brug for at trække en streg i sandet og i samarbejde med kommunerne finde de gode løsninger. Det ser jeg meget frem til, at ministeren  kan levere på, siger Thor Gunnar Kofoed.