Tidligere har dansk hvede været meget svær at afsætte til verdensmarkedet som møllehvede. Det skyldes den systematiske undergødskning der i mange år har umuliggjort at producere den ønskede kvalitet.

- Vi oplevede allerede nogen effekt af landbrugspakken for høst 2016, hvor en øget gødskning gav de rette kvaliteter i et noget større omfang end tidligere. Det har med det samme givet en positiv udvikling i eksport af møllehvede, udtaler Jens Møller Lund, BMG.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efterspørgsel på møllehvede

- Dansk landbrugsproduktion generelt har et rigtig godt ry i udlandet, fortsætter Jens Møller Lund, der dagligt er i kontakt med mange udenlandske kornkøbere på engrosmarkedet. I disse uger har vi meget travlt med at afskibe møllehvede til eksport og vi oplever lige nu en stigning i antallet af forespørgsler fra udenlandske engroskøbere der vil købe dansk møllehvede til høst 2017. Vi har en forventning om at vi i høståret 2017 kan eksportere endnu mere møllehvede, uddyber Jens Møller Lund, BMG.

Kvælstof giver bedre afregning

Få justeringer i dyrkningsstrategien gør det realistisk at øge proteinindholdet. Tager de danske landmænd den gammelkendte tredelte tildeling af N i brug, hvor sidste tildeling af 15-20 procent af N-mængden spredes ud midt/sidst i maj, vil landmændene igen have en realistisk mulighed for at kunne producere møllehvede og dermed opnå en bedre afregning, afslutter Jens Møller Lund.