Lyt til artiklen:

Seges-chef bliver ny bæredygtighedschef i Arla

00:00
Hastighed: ???x
01:53

Ejnar Schultz, der været i Seges siden 1994, skifter til maj direktørstolen ud med en stol som Vice President for Sustainability & Agriculture Center of Excellence i Arla Foods. Det skriver Arla og Seges i en pressemeddelelse.

Enjar Schultz har i årtier været med til at sætte store innovative aftryk på udviklingen og fremdriften i Danmarks landbrugssektor og fødevarebranchen, og i sin nye rolle skal han også hjælpe Arla med at indfri sin bæredygtighedsagenda på den globale bane samt videreudvikle arbejdet med dyrevelfærd og mælkekvalitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ejnar kommer med et utrolig højt niveau af ekspertviden inden for bæredygtighed og landbrug, og det vil få betydelig indflydelse på vores arbejde med at være førende inden for bæredygtigt mejeri. Ejnar er et velkendt såvel som anerkendt ansigt i den danske landbrugssektor, hvor han er kendetegnet ved stærkt lederskab, dyb passion og høj teknisk faglighed inden for sit område, og jeg er sikker på, at Ejnar kan hjælpe os med at opnå hidtil usete resultater, siger Hanne Søndergaard, koncerndirektør og ansvarlig for landbrug, bæredygtighed og kommunikation.

Cementerer forsknings vigtighed

Med ansættelsen af Ejnar Schultz cementerer Arla, ifølge dem selv, vigtigheden af forskning og innovation, og hans erfaring skal sikre en videreførelse og accelerering af de resultater, mejerivirksomheden har opnået indtil videre.

- Jeg er både glad og stolt over at skulle arbejde med bæredygtighed i Arla. Det er en fantastisk virksomhed, og organisationen arbejder virkelig dedikeret og professionelt med at gå forrest i udviklingen af en stadig mere bæredygtig produktion. Det glæder jeg mig til at blive en del af, siger Ejnar Schultz.

Ejnar fortsætter som direktør for Seges Innovation april ud og starter i sin nye rolle hos Arla Foods 1. maj 2023.