I artiklen beskrives muligheder for minimering af tabsrisikoen ved samhandel med nærnødlidende landmænd. Det er ikke sikkert, at de anvisninger, der anføres, uden videre vil blive accepteret eller kan accepteres af landmanden eller dennes rådgivere og/eller pengeinstitut. Det hænger sammen med, at der i landbrugserhvervet som i de fleste andre erhverv er ret klare kutymer eller praksis for, hvorledes man agerer i de forskellige situationer, herunder hvem der normalt opererer som sikret kreditor, og hvem der normalt agerer som simpel kreditor. Når en del af den simple kreditormasse ønsker yderligere sikkerhed, vil det alt andet lige ske på bekostning af de kreditorer, der normalt som vilkår for kreditgivning kræver sikkerhed.
I en sådan situation må den, der overvejer fremtidig samhandel med en landmand, vurdere, om han skal tage chancen og agere "som man plejer" uden sikkerhed i tilfælde af landmandens økonomiske sammenbrud, eller om der skal takkes nej til (fremtidig) samhandel, hvis der ikke kan stilles sikkerhed for landmandens forpligtelser. Takkes nej, må landmandens medkontrahent/samarbejdspartner derfor forsøge at lave forretninger med andre og mere betalingsdygtige landmænd. Det gælder, hvad enten medkontrahenten/samarbejdspartneren er udlejer, bortforpagter eller sælger af landbrugsrelaterede maskiner, inventar og lignende.
Salgs- og leveringsbetingelser
Salgs- og leveringsbetingelser har - specielt i tider med god efterspørgsel - været et salgsparameter, hvor køberne/debitorerne lægger vægt på specielt betalingsbetingelser. I landbrugserhvervet er salgs- og leveringsbetingelser ikke relevante i forhold til vilkår for betaling af leje- og forpagtningsydelser, hvorimod leverandørers salgs- og leveringsbetingelser bestemt er relevante ved salg af maskiner, driftsinventar og driftsmateriel og lignende.
Der er betydelig forskel på, om betalingsbetingelserne er kontant betaling med eksempelvis 3 procent kontantrabat, om der ikke ydes kontantrabat eller om kredittiden er løbende måned, løbende måned + 30, + 60 eller evt. endog + 90 dage. Sådanne betalingsvilkår må i nogen udstrækning sættes ud af kraft, når der sælges til en kundegruppe, hvor der er en betydelig risiko for, at kunden - landmanden - er nærnødlidende. Hvis kreditor ved, at landmanden er nødlidende, har jeg svært ved at forestille mig, at der leveres på kredit. Situationen er i praksis ofte den, at landmandens økonomiske kvaler endnu ikke har givet sig til kende over for omverdenen eller i hvert fald ikke givet sig til kende over for samtlige landmandens kreditorer og samarbejdspartnere. Det er denne personkreds, der normalt alene har status som simpel kreditor og derfor i tilfælde af landmandens definitive økonomiske nedbrud normalt ikke vil modtage dividende i konkursboet efter landmanden. Alt andet lige bør der ud fra en sikkerhedsbetragtning ikke leveres på kredit til nærnødlidende landmænd. Den praktiske udfordring består i at udfinde, hvem der er nær-nødlidende, og hvem der ikke har (akutte) likviditetsproblemer.
Kontantbetaling
Udgangspunktet efter købeloven er kontant betaling, medmindre andet er aftalt. Dette teoretiske ud-gangspunkt har over tid ændret sig til kredit og endog kredit i betydeligt omfang. Kontant betaling som salgsvilkår skal tages for pålydende. Det betyder, at levering af varer eller ydelser sker mod præcis samtidig betaling og ikke "blot" betaling i løbet af otte dage.
Ved krav om kontant betaling kan der tages et kontantejendomsforbehold i de leverede ydelser, hvorefter der er mulighed for, at kreditor kan tilbagetage det leverede, såfremt det eksempelvis dagen efter leveringen viser sig, at en overført betaling fra landmandens pengeinstitut tilbagekaldes. Påberåbelse af kontantejendomsforbeholdet skal dog ske omgående, men sker det, skal der - om nødvendigt med fogedrettens bistand - ske tilbagelevering af det leverede, forudsat at det leverede kan specificeres/identificeres.
Forudbetaling
Sikkerhedsstillelse før leveringstidspunktet eller forudbetaling kræves normalt i situationer, hvor kreditor skal levere en vare, som skal tilpasses køberens (landmandens) specielle forhold, og hvor kreditor ofte skal foretage specifikke indkøb eller påtage sig omkostninger til underleverandører for at få produceret den vare, der skal leveres til landmanden. I sådanne situationer hjælper krav om kontant betaling ikke kreditor, idet landmandens manglende betaling på kontantvilkår blot resulterer i, at det ikke er muligt at levere ydelsen til landmanden. Det ændrer imidlertid ikke ved det faktum, at leverandøren nu står tilbage med en specialfremstillet vare, som enten er uden værdi eller har en meget lav værdi, idet varen ikke umiddelbart kan sælges til en anden landmand. For at sikre leverandøren i en sådan situation, vil der være behov for enten forudbetaling eller sikkerhedsstillelse. Kun i en sådan situation er leverandøren tilstrækkeligt sikret mod landmandens økonomiske sammenbrud og dermed manglende betalingsdygtighed.
Sikkerhedsstillelse
En leverandør kan lige så vel som en udlejer eller en bortforpagter, der skal levere en vare eller tjene-steydelse til en nødlidende landmand, kræve sikkerhedsstillelse til afdækning af den risiko, leverandøren påtager sig ved leverancer uden kontant betaling. Sikkerhedsstillelsen kan ske både i form af kontant depositum, bankgaranti eller håndpant.
I praksis stilles sikkerheden enten i form af bankgaranti eller, hvor der er tale om leverancer til et nødlidende selskab, sikkerhedsstillelse fra et koncernforbundet selskab eller sikkerhedsstillelse fra selskabets kapitalejer. Sikkerhedsstillelse fra et selskabs kapitalejer sker som regel enten i form af kaution fra driftsselskabets holdingselskab eller den ultimative kapitalejer.
Leje og forpagtningsaftaler
Retstillingen i forhold til leje- og forpagtningsaftaler vil blive temaet for en senere artikel. På dette sted skal alene nævnes, at alternativet til betaling af leje- og/eller forpagtningsydelser som årlige eller halv-årlige beløb vil kunne være løbende månedlig betaling (normalt ved leje, men ikke ved forpagtninger), ved tilstrækkeligt store deposita og/eller ved transport i EU-støttebeløb.
