Det er ikke sikkert, om den bliver vist på Agritechnica. Men der er helt sikkert noget i gære hos italienske SDF Group. Koncernen er angiveligt på vej med en helt ny Deutz-Fahr stortraktor, der yder op til 440 hestekræfter. Og hvis det er sandt, går Deutz-Fahr fra at halte lidt bagud rent effektmæssigt blandt konkurrenterne til at lægge sig helt i front, når det gælder antal hestekræfter på konventionelle traktorer.

En lancering på Agritechnica vil være den mest sandsynlige løsning, eftersom den tyske udstilling er verdens største og for mange den mest betydningsfulde udstilling af alle i branchen. Den finder sted i næste uge. Derfor kan det være en god ide at lægge vejen forbi Deutz-Fahr for at se, om der skulle stå en ny stortraktor.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er meget småt med informationer på den nye traktor, men en række mindre modeller fra Deutz-Fahr kommer i nye udgaver med ny indretning og design i kabinen, der adskiller sig væsentligt fra de nuværende. Og det design kunne man også godt forvente sig i en ny kommende stortraktor fra Deutz-Fahr.