Landbrugsstyrelsen har konstateret en misforståelse, der kan få alvorlige følger i forbindelse med ansøgming om nye tilsagn til økologisk arealtilskud.

Landbrugsstyrelsen advarer mod at slette tilsagn om økologiske arealtilskud med udløb fra 2020 og frem i forbindelse med ansøgning om nye tilsagn til økologisk arealtilskud og plejegræs.

- Vi har konstateret en alvorlig misforståelse vedrørende ansøgningsskemaet. En række ansøgere har slettet alle deres gamle tilsagn i skemaet. Dette medfører, at eksisterende tilsagn bortfalder med krav om tilbagebetaling af tidligere udbetalt tilskud, skriver styrelsen.

Styrelsen gør opmærksom på, at man skal være opmærksom på, at hvis man får en fejlmeddelelse, når man søger nye tilskud til økologisk arealtilskud og pleje af græs- og naturarealer (plejegræs), skal man holde tungen lige i munden, før man accepterer den.

Fejlmeddelelsen kommer nemlig, hvis man kører skemakontrol og er i gang med at fjerne tilsagn, som udløber i 2020 eller senere.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Accepterer du den, vil dine eksisterende tilsagn bortfalde med krav om tilbagebetaling, skriver Landbrugsstyrelsen.

Styrelsen forklarer, at det er en skemafejl, som bvetyder, at styrelsen på driftsstatus har bedt ansøgere om at ignorere en fejlmeddelelse - hvis der var tale om tilsagn, der udløber i 2019.

- Men vi kan nu se, at nogle kunder også har gjort det for deres eksisterende tilsagn, der udløber i 2020 eller senere. Men man må må ikke sætte kryds i "bortfald af tilsagn", når det drejer sig om tilsagn, der udløber i 2020 eller senere. Med mindre man reelt ønsker at tilsagnet skal bortfalde, og man dermed ønsker at tilbagebetale tidligere udbetalte tilskud, lyder advarslen nu.

Hvis man allerede fejlagtigt har fjernet sine tilsagn med udløb i 2020 eller senere, kan de ikke genskabes.

Landbrugsstyrelsen anbefaler derfor, at man sender en mail til arealtilskud@lbst.dk, med en henvisning til denne nyhed, hvor man giver oplysninger om de marker, hvor man er kommet til at slette tilsagnet.

- Vi vil så senere vende tilbage til dig. Du må dog forvente, at der går noget tid inden vi kan melde en løsning ud, så ansøgere kan få genskabt deres tilsagn. Vi vil vende tilbage med svar og opfølgende nyheder, så snart vi kan, skriver Landbrugsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Styrelsen er samtidigt selv i gang med at danne sig et overblik over omfanget og vil forsøge at få identificeret de ansøgere, der har fjernet alle marker med eksisterende tilsagn, så vi kan hjælpe med at genskabe de tilsagn, som er bortfaldet på grund af denne misforståelse.