Det er ikke muligt at mætte den voksende befolkning, hvis det skal foregå gennem konventionel planteforædling.

Det var budskabet fra formanden for DLG, Niels Dengsø Jensen, der den 20. maj var til topmøde i Aarhus arrangeret af Landbrug & Fødevarer under overskriften "Bæredygtig fødevareproduktion til en verden i vækst".

Artiklen fortsætter efter annoncen

Niels Dengsø Jensen fortalte, at produktionen ifølge OECD og FN's fødevare- og landbrugsorganisation skal øges med 60 procent i løbet af de næste 40 år.

- På 10 år svarer det til en stigning på 15 procent. Hvis vi ser på den del af verden, hvor jeg kommer fra, hvor vi også laver konventionel planteforædling, der kan vi simpelthen ikke nå de tal med konventionel planteforædling. Vi kan ikke hæve udbytterne så meget, at vi kan nå de mål, sagde Niels Dengsø Jensen.

Politisk ukorrekt

Ifølge Niels Dengsø Jensen har Danmark med sin store viden om landbrug en masse at byde på, men det er ikke nok til at nå i mål.

- Vi mener, at vi har brug for i Danmark og Europa at indtage en mere positiv og meget mere proaktiv holdning til at udvikling af de produktivitetsfremmende teknologier, vi kender, herunder især GMO, sagde han.

Ifølge Niels Dengsø Jensen har politikere nærmest ikke turde tale om gensplejsede afgrøder. Det er har næsten været politisk ukorrekt, sagde han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men der er mange fordele ved GMO:

- GMO-majs bruger cirka 30 procent mindre energi til at frembringe et kg tørstof i forhold til en konventionelt dyrket plante. Den bruger 30 procent mindre vand, 20 procent mindre gødning, og i gennemsnit giver den 20 procent højere udbytte. Dertil kommer, at man har et meget lavere forbrug af fungicider, pesticider og insekticider, da det er hele ideen med GMO, netop at man indopererer nogle gener, som gør, at man ikke behøver at sprøjte for dem, sagde Niels Dengsø Jensen.

Verdens befolkning stiger med 200.000 hver dag.