Lyt til artiklen:

Greenpeace klager over Danish Crown kampagne

00:00
Hastighed: ???x
02:15

Kampagnen er slagterikoncernens største nogensinde, og Greenpeace mener, at den indeholder flere stærkt vildledende og udokumenterede påstande. Greenpeace varslede for en uge siden, at miljøorganisationen ville indbringe kampagnen for forbrugerombudsmanden. Siden har Danish Crown nægtet at trække kampagnen tilbage, og Greenpeace har derfor indgivet klagen her til morgen.

Det skriver Greenpeace i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Greenpeace har i henhold til markedsføringslovens §13 anmodet om og modtaget Danish Crowns dokumentation for kampagnens kernebudskaber - heriblandt at virksomhedens svinekød er "klimakontrolleret", og at Danish Crown har mindsket sit svinekøds klimaaftryk med 25 procent siden 2005.

Efter at have gennemgået dokumentationen fra Danish Crown vurderer Greenpeace, at kampagnens påstande hviler på et udokumenteret grundlag og vildleder forbrugerne.

- Danish Crowns "klimakontrol" består af frivillige, uforpligtende målsætninger, og er dermed ikke meget andet end et salgstrick.Vi vurderer derfor, at Danish Crowns selvopfundne mærkningsordning er vildledning i værste potens og direkte skadelig for den grønne omstilling. Kampagnen bør derfor stoppes omgående, udtaler Kristine Clement der er kampagneleder for landbrug og skov i Greenpeace.

- Danish Crown forsøger med klimakontrolleret gris at greenwashe sit svinekød og bilde den danske befolkning og politikerne ind, at virksomhedens svineproduktion har en klimamæssig fordel. Men Danish Crown kan ikke dokumentere, at slagterikoncernens svinekød er mindre skadeligt for klimaet end svinekød fra konkurrerende producenter - hverken i Danmark eller i andre lande. Kigger man Danish Crowns dokumentation efter i sømmene, bliver man slemt skuffet.

- Danish Crowns markedsføring er direkte skadelig for opfyldelsen af Danmarks klimamål, og den risikerer at forsinke den nødvendige omstilling af vores kostvaner til markant mindre kød. Flere analyser peger på, at danskerne synes, det er svært at vide, hvad der klimamæssigt er de bedste valg. Ved at vildlede befolkningen om klimapåvirkningen ved dansk svinekød, bidrager Danish Crown til den forvirring, og forbrugerne bliver ladt i stikken, fortsætter hun.