Europa-Kommissionen har efterkommet Danmarks ønske om en fornyelse af den danske kvægundtagelse. Beslutningen blev taget på et virtuelt møde i EU's Nitratkomité i dag, hvor repræsentanter for EU's medlemslande stemte for Europa-Kommissionens forlængelse af den danske undtagelse fra nitratdirektivet med fire år, skriver Milj'- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

- Det er en rigtigt god nyhed for dansk landbrug, at det er lykkedes at forlænge kvægundtagelsen i hele fire år og uden ændringer i de vilkår, som kvægbrugene skal efterleve. Undtagelsen er helt afgørende for vores kvægbranche, og det er meget glædeligt, at der nu er skabt sikkerhed om ordningen så langt ud i fremtiden, siger fødevareminister Mogens Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Danske landmænd kan således fortsætte med at bruge kvægundtagelsen som hidtil. Det giver dem mulighed for at dække en større andel af bedriftens gødskningsbehov med husdyrgødning end EU's nitratdirektiv ellers giver mulighed for.

Til gengæld skal de landmænd, der frivilligt anvender undtagelsen, leve op til en række særlige miljøkrav. Blandt andet skal der plantes specifikke afgrøder, der er særligt gode til at optage kvælstof.

- Forlængelsen af kvægundtagelsen er et bevis på, at Kommissionen og de andre medlemslande har tillid til den kvælstofregulering, vi har i Danmark. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Kommissionen har kigget den danske kvælstofindsats nøje efter og bedt os om at styrke, hvor der var behov. Det har vi leveret på, siger fødevareminister Mogens Jensen.

Tillid var afgørende

Europa-Kommissionen har lagt vægt på, at kvægundtagelsen kun kan forlænges, fordi der er opnået tilstrækkelig sikkerhed om den danske kvælstofindsats.

Netop usikkerheder omkring kvælstofreguleringen var årsag til, at det i kølvandet på Fødevare- og landbrugspakken fra 2015 kun var muligt at opnå kortvarige forlængelser af undtagelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den seneste forlængelse af kvægundtagelsen skete i 2018, men varede således kun halvandet år.

- Oven på landbrugspakken var der som bekendt stor usikkerhed om kvælstofindsatsen. Med den styrkelse af reguleringen, som vi har besluttet på det seneste, retter vi op på de mangler, som den forrige regering efterlod med landbrugspakken. Det er den styrkede indsats, som EU nu anerkender, siger fødevareminister Mogens Jensen.

Kvægundtagelsen forlænges med uændrede betingelser i forhold til den hidtil gældende ordning. Betingelserne for at bruge kvægundtagelsen sikrer, at der ikke sker en større belastning af vandmiljøet.

Den nye kvægundtagelse gælder indtil 31. juli 2024