Når man har fulgt kvægbrugets udvikling i et halvlangt liv, er det nærliggende af og til at drage paralleller og foretage sammenligninger mellem før og nu. Og selv om gamle dage for mange står i et særligt romantisk erindringslys, må de, der kan huske 50 år tilbage, nok alligevel erkende, at den tid ikke var det rene Morten Korch-idyl.
For dengang stod de fleste køer tæt i lavloftede bindestalde med dårlig ventilation. Besætningerne var stadig små, og om vinteren var der varmt i stalden, og fugten drev på dyr og vægge. Men det var også dyrenes varme, der holdt staldens installationer frostfrie. Mange mælkeproducenter slæbte stadig et tungt malkesæt - med spand - fra ko til ko, og man havde en malkeskammel med, som man satte sig på og rejste sig fra så mange gange dagligt, at det sled alvorligt på knæ og hofter. Og indimellem skulle mange mælkeproducenter også passe grise og muge ud med skovl og trillebøre. Alvorlige smitsomme husdyrsygdomme var frygtede og dukkede med mellemrum op, så hele besætninger blev sat i karantæne eller blev slået ned, ligesom vi nu ser med minkbesætninger inficeret med coronavirus.
Sommeridyllen og mælkeudstyret var ofte indhyllet i en sværm af fluer, som svalerne lystigt muntrede sig med for at fylde næbbene på de sultne unger under staldloftet.
I dag er staldene store, åbne og luftige. Lugten af ko er kun svag, og der hersker som regel en idyllisk ro blandt de løsgående køer.
Alligevel er det paradoksalt, at mange af byernes kloge hoveder har en forestilling om, at gammeldags landbrug var meget bedre for mennesker og dyr end det moderne landbrug.
Måske skyldes det, at de kun kender til gammeldags landbrug fra gamle film, hvor en syngende Poul Reichhardt vinker til alt og alle, mens solen skinner og lærken slår sin trille højt på himlen. I filmene ser vi aldrig ajlebefængt brøndvand forurenet af møddingen på gårdspladsen. Her er ingen klistrede fluestrimler i lavloftede stuer, hvor fluesmækkeren var en fast følgesvend ved middagsbordet.
Det er svært at vurdere, om alt er blevet bedre de seneste 50 år. Det er det måske ikke. Men meget er.
I dag er hygiejnen generelt betydeligt bedre. Mælkeproducenter tænker nu i smittebeskyttelse - et begreb, der for relativt få år siden stadig havde begrænset udbredelse i kvægbruget sammenlignet med svineproduktionen. Vi er blevet opmærksomme på, hvordan logistikken på bedriften skal tilrettelægges, så foder ikke forurenes, og så eventuel smitte ikke flyttes unødigt rundt.
Vi har dog også udfordringer, som man stort set ikke kendte til for 50 år siden. Ben og klove var generelt i orden, selvom - eller måske på grund af - at køerne stod i båse hele vinteren uden at skulle gå rundt på smattede gulve med eller uden spalter. Klovsundhedens vægtning i avlsindekserne spiller sikkert også en rolle. Det er nok de vigtigste forskelle. Det betyder utvivlsomt mindre, at en del af sommeren dengang ofte blev tilbragt på græs.
Men mon ikke den moderne mælkeproducent er langt mere opmærksom på vigtigheden af god hygiejne, end det var tilfældet i fars og bedstefars tid?
