Meget tyder på, at EU og USA er blevet enige om en indtil videre løs aftale, som skal forhindre en eskalering af den verserende handelskrig. Aftalen, som i aftes blev præsenteret på et fælles pressemøde mellem den amerikanske præsident Donald Trump og EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker, indeholder bl.a. bestemmelser om, at EU skal øge sin import af amerikanske sojabønner. Det skriver Jyske Markets.

- Meldingen, som kom efter lukningen på både de europæiske samt amerikanske markeder, har sendt sojabønner- og produkter skarpt i vejret med stigninger på mere end 2 procent på åbningen af de asiatiske markeder i de tidligere morgentimer. Samtidig afventes stadig detaljer på den hjælpepakke, som Trump-administrationen tirsdag fremlagde, med det formål at kompenserer amerikanske landmænd, som rammes af handelskrigen mellem især Kina og USA. Planen. Hjælpepakken vurderes kun at være af meget midlertidig karakter, og får allerede meget stor kritik internt i USA ? nu også bredt i landbruget, som i højere grad ønsker markeder for deres varer frem for betalinger for tabt salg og lavere priser til følge. Aftalen med Europa giver dog et spinkelt håb om, at også Kina og USA kan finde fælles fodslag, inden foreslåede tariffer på mere end 500 mia. USD på al kinesisk eksport til USA føres ud i livet, skriver Jyske Markets.