De fleste danske malkekøer får to til tre laktationer, inden de bliver sat ud af besætningen. Selvom vi i Danmark topper i ydelse i forhold til en del andre lande, kan de så til gengæld prale af, at deres køer lever længere.
Hvorfor er det, at de danske køer ikke holder længere tid i produktionen - presser vi dem for hårdt?
Holdbarhed hos køerne er et emne, man ofte støder på for tiden. Og flere steder kan man læse om, at det vil have stor betydning for bedriftens økonomi, hvis man kan rykke noget på dette felt.
På kvægkongressen var der flere indlæg om holdbarhed hos malkekøer. Et af budskaberne var netop, at malkekøer først topper ydelsesmæssigt i fjerde-femte laktation, derfor kan der være noget at hente ved at forlænge køernes levealder. Hvis de vel at mærke har det godt.
Det hjælper ikke noget, at køerne bliver gamle, hvis de alligevel ikke giver noget mælk og dermed får en lav livsydelse. Det er ikke noget, man kan ændre alene gennem genetik eller fodring. En høj livsydelse opnås derimod gennem godt management.
På de følgende sider giver kvægkonsulent Peter Hansen sit bud på en guideline til sunde og holdbare køer - her er der helt sikkert inspiration at hente.
Apropos økonomi præsenterer vi i denne udgave af Bovi et nyt tiltag. Fire gange om året vil der være nogle ekstra temasider i bladet, hvor vi denne gang sætter fokus på økonomi og strategi - et emne, som der til stadighed kommer til at fylde mere og mere ude på bedrifterne.
God læselyst!