Lyt til artiklen:

Transportører: EU-udspil skaber mere bøvl, ikke mere dyrevelfærd

00:00
Hastighed: ???x
04:11

Det har været længe undervejs, og torsdag præsenterede Europa-Kommissionen så sit forslag til en revision af de europæiske regler for dyretransporter.

I brancheforeningen ITD International Transport Danmark er man ikke imponeret over udspillet, som ITD ikke mener har hold i virkeligheden, skriver ITD i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hos ITD finder man et servicetjek af reglerne for relevant, men Europa-Kommissionens nye udspil fremstår desværre mangelfuldt og på nogle områder uden hold i virkeligheden, skriver brancheforeningen.

Europa-Kommissionen har meldt ud, at formålet med opdateringen er at skabe bedre dyrevelfærd. Men som udspillet foreligger, bliver det ikke tilfældet. Tværtimod vil det skabe mere bøvl, siger Stefan K. Schou, administrerende direktør i ITD.

- De danske vognmænd transporterer hver dag dyr efter de allerhøjeste standarder. Problemet med den nuværende lovgivning er, at det ikke er alle, der kan efterleve de høje standarder. I udspillet konkluderes det endda, at håndhævelsen rundt omkring i EU i dag er inkonsekvent. Derfor bør vi i stedet se på regler, der kan løfte niveauet af dyretransporter, samtidig med at vi kigger på løsninger, der rent faktisk vil medføre en positiv forandring for dyrene, forklarer Stefan K. Schou.

Listen over uforståelige forslag til ændringer i lovgivningen er lang. Blandt andet lægges der op til at ændre pladskravene og reducere transporttiden. Problemet er bare, at der ikke er entydig videnskabelig evidens for, at disse ændringer alene vil øge dyrevelfærden, mener ITD-direktøren.

- Når jeg kigger på forslagene, bliver det for mig ikke-løsninger på ikke-problemer. Vi kan give dyrevelfærden et løft, hvis vi kigger på ting som for eksempel bedre uddannelse af chauffører og tekniske løsninger i selve bilen, fortæller ITD-direktøren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

EU-udspil: Turen til slagteriet må tage maks ni timer

Se også:

EU-udspil: Turen til slagteriet må tage maks ni timer

Temperatur under transport

Et andet besynderligt krav er, at det bliver indskærpet ved hvilke temperaturer, en dyretransport må finde sted. For eksempel må en transport i dagtimerne vare maks. ni timer, hvis temperaturen er 25-30 grader. Er temperaturen højere end det, skal chaufføren vente med at køre til sent på aftenen eller om natten.

- Vi ved jo alle, hvor usikre vejrudsigter kan være, og hvordan prognoser kan variere. Transporter af dyr bliver planlagt ned til mindste detalje, og derfor vil dette skabe alt for stor usikkerhed, hvis hele fundamentet for en transport kan ændre sig fra time til time. Det er som at stikke en finger op i luften og gætte på, hvordan temperaturen bliver, siger Stefan K. Schou og fortsætter:

- Derudover er det ikke de ydre faktorer, der er afgørende for dyrenes velbefindende. Du er nødt til at registrere den faktiske temperatur inde i bilen. Dét er reel dyrevelfærd, fastslår Stefan K. Schou. ITD havde også håbet, at Kommissionen ville kigge på en mere rimelig ansvarsfordeling, når det kommer til at vurdere dyrenes transportegnethed. Som det er i dag, er det chaufføren, der skal tjekke, om alle dyrene er friske nok til at blive transporteret. Men sådan bør det ikke være, siger han.

- En chauffør har ikke en kinamands chance for at se, om der skulle være et betændt sår eller en dårlig ankel. Det er landmanden, der kender sine dyr. Og derfor bør det også være ham/hende, der skal sige god for, at dyrene er egnede til transport, lyder det fra ITD's administrerende direktør.

Lovforslaget skal nu behandles i Rådet og Europa-Parlamentet. ITD opfordrer derfor minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen (V), og politikerne i Bruxelles til at trække i arbejdstøjet og sikre en lovgivning, der er baseret på fakta, og som samtidig understøtter den høje standard af dyretransporter, vi har i Danmark.

Dansk EU-parlamentariker: Transportudspil sætter profit over dyrevelfærd

Se også:

Dansk EU-parlamentariker: Transportudspil sætter profit over dyrevelfærd