Vi kender alle til den tid af året, hvor sommerferien har fat i os. Arbejdspladsen er mandskabsmæssigt amputeret, og de der er tilbage, forsøger at få tingene til at fungere bedst muligt. Denne problemstilling gælder også for landmænd, hvor medarbejdere også gerne vil have ferie i sommermånederne. Samtidig er det også denne årstid, hvor høsten har fat i landbruget, og hvor travlheden derfor er stor. Det, som alt for ofte sker, er, at stalden bliver nedprioriteret, fordi mejetærskeren og traktoren trækker. Medarbejderne i stalden holder ferie, og de medarbejdere, som skal tage over, vil hellere klare høsten først for så at slutte arbejdsdagen med hurtigt at løbe stalden igennem.

Det er ikke fordi, jeg ikke kan forstå denne prioritering, men det er bare en dum prioritering, som kan have store konsekvenser. Der skal ikke mange timers fravær til, før produktionen begynder at gå i en forkert retning. Produktionen i stalden kan jo ikke sættes på lavt blus i denne tid, som man kan i andre sektorer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selvom jeg ikke mener man skal nedprioritere stalden, er det dog forståelige mekanismer der foregår, og jeg kan til fulde sætte mig ind i de prioriteringer, man som landmand står med. Derfor mener jeg, det er rigtig vigtigt, at man sørger for at forberede sig til høsttiden. Skal man sige nej til ferie i høstperioden, eller skal man leje ekstra mandskab ind. Er det værd at regne på, om maskinstationen kan klare høsten lige så godt, mens man koncentrere sig om stalden, eller er det stalden, som skal bemandes af ekstra hjælp. Alt sammen overvejelser som skal tages i god tid, så man ikke i sidste øjeblik står med problemet.

Hvis man får planlagt det i god tid, kan sommeren og høsten ende med at blive en god tid, hvor man ikke sætter måneders produktionsfremgang over styr, og hvor man kan nyde, den forløsning det er, når høsten skal i hus. Tænk at kunne nyde det uden dårlig samvittighed.

Når alt dette er sagt, vil jeg også gerne ønske jer alle en god høst og en dejlig sommer.

Husk at du som abonnent altid kan læse artiklerne på www.hyo.dk. Her har du desuden mulighed for at kommentere den enkelte artikel. For at læse artiklerne kræves et log-in. Brugernavnet er dit abonnementsnummer, og adgangskoden er dit postnummer. ?