Lyt til artiklen:

Kvægdyrlæge som fagchef i Seges

00:00
Hastighed: ???x
02:17

Ninna Westphael kommer med en baggrund som dyrlæge, direktør, virksomhedsejer. Hun er økonomi- og ledelsesuddannet og kommer med mange års erfaring med kvægrådgivning og stort branchekendskab og netværk i kvægsektoren, skriver Seges Innovation i en pressemeddelelse.

- Den grønne omstilling og landbrugets vej hen mod en bæredygtig produktion i alle henseender gør den verden, som landets nuværende og fremtidige kvægbrugere skal agere i, endnu mere kompliceret. Behovet for faglig kompetent og relevant rådgivning bliver derfor kun større, og her kan Seges Innovation gøre en forskel, siger Ninna Westphael, nyudnævnte fagchef for kvægområdet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ninna Westphael, der tiltræder i stillingen 1. september 2023. Hun forlader en rolle som direktør og partner i en af Danmarks største kvægdyrlægevirksomheder med 19 kvægdyrlæger, BoviCura i Aars i Himmerland.

Før da har hun blandt andet været beskæftiget på Københavns Universitet, ligesom hun er aktiv som bestyrelsesmedlem i Dyrlægevirksomhedernes Arbejdsgiverforening.

- Uanset om vi i fremtiden skal ernære verdens befolkning med primært plantebaserede eller animalske fødevarer, så er der nu en gang behov for dygtige landmænd til at producere disse fødevarer. Det handler om at holde fast i de dele af det eksisterende, som giver mening og værdi, men omvendt også om at være parate til at tage initiativ til at gå nye veje. Det gælder alt, lige fra hvilke produkter vi fremstiller til hvilken teknologi, der udvikles, siger Ninna Westphael.

Hendes nye leder, afdelingschef for Husdyr i Seges Innovation, Kent Myllerup, ser meget frem til at få Ninna Westphael ombord:

- Vi har gjort et scoop med ansættelsen af Ninna Westphael: Vores nye fagchef har en formidabel karrieremæssig ballast til at kunne gøre en reel forskel for organisationens interessenter. Det gælder særligt i forhold til de relationelle og udadvendte aktiviteter, strategiske samarbejder og partnerskaber, faglig indsigt og viden om kvægsektoren gennem hele værdi-kæden, projektledelse og eksekvering, siger Kent Myllerup.